Plads til flere sosu’er
Debat Vi får brug for flere social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter - også her i Ballerup kommune.

Her er en ny og brugbar mulighed.

Flere kan nu uddanne sig til social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent og det kan ske på 110 procent af dagpengesatsen. Det er virkelig godt nyt, som jeg som formand for social- og sundhedsudvalget her i Ballerup kommune, hilser meget velkommen.

Jeg håber det vil betyde, at der bliver flere medarbejdere med varme hjerter og den vigtige faglighed – til plejen og omsorgen af vores mest sårbare ældre.

Aftalen er del af en ny corona-hjælpepakke, der skal bringe os alle sammen trygt og godt igennem krisen. Og det er samtidig en ekstra håndsrækning til blandt dem, der har mistet deres arbejde under corona-krisen. Jeg håber virkelig, at endnu flere vil gøre brug af denne gode og brugbare mulighed, for at vælge en vigtig uddannelsesvej.

Vi har rigtig meget brug for flere dygtige sosu-hjælpere og sosu-assistenter – både til vores ældrepleje og til vores sociale bosteder. Særligt i omsorgen for de ældre, mangler vi medarbejdere og hvis der ikke sker noget nu, så bliver det svært at bevare den velfærd vi kender i dag og som vi alle sætter så stor pris på.

Derfor er det virkelig vigtigt, at vi får flere gennem sosu-uddannelserne og videre ud på vores mange gode plejehjem og i den udekørende uundværlige hjemmehjælp.

Dygtige og engagerede medarbejdere er afgørende for, at alle sårbare borgere og ældre, kan få en værdig alderdom med den pleje og omsorg, som de har behov for.

Kender du en sosu-hjælper eller sosu-assistent, der fortjener et klap på skulderen, så husk at give dem dette klap.

Det fortjener de for deres vigtige indsats. Eller kender du en ledig, der kunne have interesse i at gå sosu-vejen – så husk at fortælle dem om denne mulighed.

Endelig skal der lyde et kæmpe stort tak til alle i vores ældre og omsorgspleje. Tak for jeres indsats hver dag – også her i den svære tid med corona pandemien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *