Gå en tur med den tidligere borgmester
Dalsager-og-Rikke-03-06-21.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det er rart at gå en tur, men måske har man ingen at gå med. Ove E. Dalsgaard og Rikke Ærtebjerg tilbyder nu gratis gåture for folk, der har lyst til at gå en tur og se noget andet end de fire vægge. Foto: Kaj Bonne
Ud i det fri Ove E. Dalsgaard og Rikke Ærtebjerg fra Pilgrimshuset Albergue i Ballerup arrangerer små private gåture. Vil du med?

Er du træt af at kigge på de samme fire vægge dag ud og dag ind og savner du at få lidt andre indtryk i naturen?

Ballerups tidligere borgmester Ove E. Dalsgaard og Rikke Ærtebjerg fra Pilgrimshuset arrangerer små private gåture med borgere, der trænger til at gå en lille eller lang tur, snakke, eller gå i stilhed og måske se på noget udendørs kunst.

Det var Ove E. Dalsgaard, der fik idéen, da de nuværende corona-restriktioner for nylig blev forlænget.

Han kontaktede Rikke Ærtebjerg, som han kender fra Pilgrimshuset og som han mødte, da han gik caminoen i Spanien.

Sammen blev de enige om at tilbyde private gåture til borgere i Ballerup og omegn.

Op til deltagerne

Turene er individuelle med enten Rikke Ærtebjerg eller Ove E. Dalsgaard og med maksimum tre personer ad gangen.

Alle nødvendige krav om afstand og håndsprit bliver naturligvis overholdt.
Det er op til deltagerne at bestemme, hvor turen går hen, om man skal snakke eller bare gå i stilhed.

Formålet er at få folk ud at se noget andet end de fire vægge, som man ser mere end rigeligt af for tiden.

Gå med kunsten

Som tidligere borgmester kender Ove E. Dalsgaard kommunen ud og ind, og han vil gerne fortælle om bygningen, historien og kunsten i byrummet.

”Alt er jo lukket ned, også museer, så man kan gå en kunst-tur. Jeg vil i det hele taget opfordre foreninger til at lave nogle aktiviteter udenfor selvom deres forening eller klub er lukket De kan jo også gå
en tur med nogle medlemmer,” siger Ove E. Dalsgaard.

Han er selv flittig vandrer og spiller golf tre gange om ugen.

Men kan jeg godt skrive, at man kan gå en tur med den gamle borgmester?

”TIDLIGERE borgmester! Ikke gammel. Jeg er jo kun 82 år,” lyder det fra Ove E. Dalsgaard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *