Antallet af indbrud er det laveste i årevis
indbrud-COLOURBOX-copy-3.jpg

Indbrud i forretning

Indbrud er en af de ting som folk frygter mest og et generelt problem over hele landet. Men i 2020 er der blevet begået markant færre indbrud, både på landsplan og i Ballerup Kommune. Foto: Colourbox.
Statistik Indbyggerne i Ballerup Kommune har oplevet det laveste antal indbrud i flere år. Det er en generel tendens på landsplan, som Ballerup bliver ’ramt’ af.

Det er en af de oplevelser som rigtig mange frygter og som også sætter sig store spor i sjælen, når man oplever det.

At komme hjem til et gennemrodet hjem, hvor døren er brudt op, fremmede personer har vandret rund i ens hjem og stjålet personlige ejendele.

Det kan være ting der kan erstattes ligesom det kan være ting med affektionsværdi, der ikke kan gøres op i penge.

Under alle omstændigheder er indbrud en voldsom og ubehagelig oplevelse for de fleste.

Men der er langt færre der har oplevet indbrud det seneste år, sammenlignet med de foregående år. Det viser nyeste tal fra Danmarks Statistik.

Opgørelsen viser, at der i Ballerup Kommune i 2020 blev anmeldt 202 indbrud i private hjem. I 2019 blev der anmeldt 296 indbrud i private hjem, hvilket er et fald på hele 30 procent.

Årene før var der henholdsvis 256 indbrud i 2018 og 371 indbrud i 2017.

Det er en tydelig positiv tendens, som er gældende ikke bare i Ballerup Kommune, men på landsplan.

Der blev på landsplan anmeldt 17.430 indbrud i private beboelser i 2020 og det er det laveste antal siden 1977.

Tallene glæder en af dem som beskæftiger sig professionelt med indbrudstatistikken.

Kan blive bedre

”Det er en utrolig glædelig udvikling, for vi har ikke set så lave indbrudstal i mere end 40 år. Et indbrud er en rigtig ubehagelig oplevelse, og vi ved, at frygten for indbrud øger mange danskeres utryghed – især de der har været ramt af et indbrud,” siger Britt Wendelboe, programchef for partnerskabet Bo trygt, som TrygFonden, Foreningen Realdania, Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd står bag.

Hun mener, at der stadig er plads til forbedring og at vores nabolande har oplevet større fald i antallet af indbrud, og at man kan lære noget af den tid vi er igennem

”I forhold til at forebygge indbrud kan vi lære rigtig meget af corona-nedlukningen. Perioden har vist, at når vi er hjemme og der er liv i vores boligkvarter morgen, middag og aften, så bliver det meget lidt attraktivt at være indbrudstyv, siger Britt Wendelboe.

Hun mener derfor, at når samfundet igen åbner, så skal man fastholde udviklingen som eksempelvis nabohjælp, sørge for at installere forskellige former for lys, så det bliver svært at have fred til at begå indbrud og i det hele taget være opmærksomme på sit nabolag.

Det skal dog nævnes, at Danmarks Statistik ikke har medregnet årets jule- og nytårstal, der kan ændre billedet en smule.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *