Klarhed over Jonstrup-forløb
Debat Kære Karsten Kriegel.

Tak for dit læserbrev om processen vedrørende Jonstruplejren. For en god ordens skyld, og for at sikre at borgerne kender den rette sammenhæng, så vil jeg præcisere den misforståelse du igen og igen fremhæver.

Teknik- og miljøudvalget (TMU) og undertegnede som formand blev IKKE underkendt i Økonomiudvalget (ØKU), da helhedsplanen blev behandlet.

Jeg foreslog ØKU at sende sagen retur til TMU, så TMU kunne genoverveje situationen, og udarbejde et godt bud på en langt mere borger-inddragende proces frem mod en ny helhedsplan som vi alle kan bakke op om og blive glade for.

Det bakkede et enigt ØKU op om. Og det er jeg som udvalgsformand rigtig glad for. Jeg vil lige tilføje, at jeg altid har overskud nok til at erkende og handle på ting, når jeg og vi bliver klogere.

Som alle kan læse i Ballerup Bladet i interviewet med Freja Ejendomme, så ser Ballerup kommune og Freja ens på ønsket om og behovet for at involvere og inddrage kommunens borgere og interessenter i arbejdet frem mod en ny og god helhedsplan.

Den ramme, der skal være for processen, er administrationen i fuld gang med at udarbejde forslag til TMU omkring.

Jeg håber hermed at have skabt endelig klarhed over forløbet, og jeg ser med stor begejstring frem til det videre arbejde med udviklingen af Jonstruplejren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *