Vi er klar til dialog om Jonstrup
Debat Kære Carsten Rasmussen.

Vi har læst artiklen i Ballerup Bladet med din invitation til samarbejde og kommentarer til, at Ballerup kommune har valgt at tage Frejas Helhedsplan for Jonstruplejren af bordet.

Det fremgår, at det er kommet bag på Freja, at der var så stor modstand mod Helhedsplanen. I mener, at der ikke er snydt på vægtskålen og at planen byggede på de rammer, som kommunen har sat.

På borgermødet den 17. november 2019 i Jonstruplejren fik I formuleret Jer sådan, at folk var efterladt med det indtryk, at der ville blive bygget omkring 300 boliger.

På det tidspunkt var den nuværende kommuneplan i høring. Vi har senere erfaret, at det fremgik af kommuneplansforslaget, der senere er vedtaget, at der kunne bygges på 25 % af Jonstruplejrens område i sin helhed, svarende til 75.500 kvadratmeter, hvilket ville blive til 755 boliger, med et gennemsnit på 100 kvadratmeter pr. bolig.

Der var således rig mulighed for Jer, der kendte kommuneplanforslaget, til at give os borgere klar besked om, at der var 755 boliger i støbeskeen. I stedet for gik I og ”puttede med det”.

En af dine medarbejdere viste ”min gruppe” rundt i lejren. Medarbejderen sagde, at der ville blive bygget nogenlunde der, hvor de eksisterende fundamenter står og at der ville blive bygget i én og andre steder mere end én etage.

Det er at putte med det, når det senere fremgår, at I ville bygge i op til fem etager nogle steder.

Du oplyste på borgermødet, at der ville ske borgerinddragelse inden for det første kvartal af 2020.

Vi naboer har ikke hørt fra Freja hverken i første kvartal 2020 eller siden. Freja eller Ballerup kommune har ikke henvendt sig, og der er ikke sket nogen form for borgerinddragelse.

Det har ikke været muligt at gennemføre fysiske borgermøder, men det er jo stadigvæk muligt at skrive direkte til os naboer eller vores grundejerforeninger. Det er bare ikke sket.

Vi fik kendskab til den færdige Helhedsplan i tilknytning til vedtagelsen den 3. november 2020 i Teknik- og Miljøudvalget. Først da blev vi klar over, Frejas ønske om at kante 755 boliger ind i lejren. Det skulle så foregå samtidig med, at De eksisterende naturværdier skulle sikres bevaret.

Vi har ikke tillid til, at det kan lade sig gøre at bygge så mange boliger og samtidig bevare naturen. Vi kan ikke forstå, at Ballerup som Grøn kommune, ikke har sagt markant fra for længe siden. Vi mener også, at for mange boliger vil føre til kaos i myldretiden på de to smalle trafikbærende skoleveje.

I Helhedsplanen opererede Freja også med byggeri i op til fem etager. Det er der ikke er hjemmel til i kommuneplanen. Der må bygges i indtil tre etager. Så rammerne er tilsidesat der.

Jeg er glad for, at du er kommet ud af ”diamantsliberiet”. Jeg håber også, at det nu er mere klart end før, hvorfor vi reagerede som vi gjorde.

Vi ved, at mange herude er klar til at indgå i en åben og ærlig dialog og at nogen også ønsker at indgå i et samarbejde om Jonstruplejrens fremtid, for at skabe et nyt boligområde i nogle helt unikke naturomgivelser og sådan at projektet ikke kommer til at influere negativ på forholdene for os, der bor her i forvejen. Så vi ønsker naturligvis Frejas initiativ velkommen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *