Behov for en ny Jonstrup-plan
Debat Den fremlagte helhedsplan for Jonstruplejren, som politisk nåede at blive behandlet af Teknik- og Miljøudvalget, men som heldigvis blev underkendt af Økonomiudvalget og sendt tilbage, er en ommer.

Der er behov for at begynde forfra med en ny helhedsplan for området, hvor man igangsætter en ordentlig proces med borgerinvolvering af de berørte beboere i lokalområdet.

Den proces har vi i Det Konservative Folkeparti startet. Således har vi haft møde med beboere fra området omkring ideer og ønsker til udviklingen for lejren og vi har deltaget i en vandring med beboere fra området, hvor vi har besøgt naboer til Jonstruplejren, som er direkte berørt af planerne.

Disse initiativer har allerede gjort os meget klogere og vi vil gerne sige tak til de beboere, der har stillet op og bidraget med vigtige informationer.

Det står klart for os, at der er tale om et unikt område med mange naturherligheder, hvor det vil være helt forkert at bygge op mod 750 boliger, hvoraf flere med forslag om flere etagers højde.

Det er Det Konservative Folkepartis mening, at antallet af boliger i en ny helhedsplan for området væsentligt beskæres til få hundrede og at disse ikke er højere end 1-1½ etager. Dvs. villaer eller rækkehuse, som kan indpasses i den eksisterende natur og ikke er til gene for de omkringboende.

Vi ser frem til den videre proces omkring udformningen af en ny helhedsplan for Jonstruplejren med god borgerinddragelse.

1 kommentar om “Behov for en ny Jonstrup-plan”

  1. John Nielsen siger:

    Ser frem til, at der bliver bygget nogle senior boliger og nogle andelsboliger. Meget gerne som lav bebyggelse. Ligeledes at de eksisterende bygninger kan anvendes til kreative værkstedet, hobby og sportsfaciliteter , til glæde for alle i området 😇

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *