De nominerede: Ballerup skal på det musikalske verdenskort
Steen-Aabrink-1.jpg
Steen Aabrink i sit es bag instrumenterne. Den kulturelle ildsjæl er også maler og er på vej med en bog. Foto: Mia Lundholm.
Kulturpris Steen Aabrink er en af de mest aktive, som siden 90’erne har været dybt involveret i det lokale kulturliv. Nu er han nomineret til årets kulturpris.

Ballerup Musikforening, Baghuset, Rock for hjemløse.

Store lokale musikalske højdepunkter, der alle har det til fælles, at blandt de involverede er Steen Aabrink.

Han har i mange år været en af drivkræfterne i det lokale kultur- og musikliv, både som musiker i bandet Purple Eclipse og som medarrangør.

Nu der han en af de nominerede til årets kommunale kulturpris.

Nomineringen er helt naturlig, for Steen Aabrink har som nævnt været i det lokale kulturliv i mange år.

”Det begyndte i 90’erne hvor jeg kom ind i Ballerup Musikforening, kaldet ’Ballen’. Jeg kunne godt lide, at ukendte bands bliver gjort lidt mere kendte og det har været en af drivkræfterne for mig. Jeg spillede musik i eget band og jeg fandt også ud af, at jeg elskede at få tingene til at ske bag kulisserne. Jeg fik folks tillid og da jeg samtidig fandt rigtig mange i miljøet, så kom jeg ind i blandt andet Baghuset og siden også at stå for musikken i Rock for Hjemløse, der er blevet rigtig stort,” siger Steen Aabrink, som især brænder for den rockmusik, som han selv spiller.

Fed musikkultur

”Jeg synes, at Ballerup skal på musikverdenskortet. Jeg kigger ofte mod Sverige, hvor der er en rigtig fed musikkultur og det inspirerer mig,” siger han.

Udover evnen og lysten til at arrangere, så er det især kærligheden til musikken, der driver ham.

”Det er klart, at som musiker, så er det kærligheden til musikken, der driver mig. At vi har så gode ting som Mere Monitor og et stærkt musikliv i Ballerup betyder meget for mig,” siger Steen Aabrink, der egentlig er uddannet både sadelmager og pædagog, har en uddannelse fra rytmiske konservatorium og arbejder som gulvsliber, når han ikke roder med musik og koncerter i sin fritid.

Flere planer

”Personlig synes jeg det er en stor ære at blive nomineret til prisen og det er i særdeleshed en sejr for musikken. Det er også kun lige begyndt. Musikken skal drives frem af de unge og de nye bands og det er netop det, at nye og spændende bands kommer frem, der inspirerer mig,” siger den musikalske ildsjæl, som stadig har projekter i støbeskeen.

”Jeg kunne godt tænke mig at lave en lokal rockfestival, det kunne være cool. Rock for Hjemløse vol. 3 er også noget, jeg kunne tænke mig og gøre det endnu større med endnu større navne. Men jeg vil gerne understrege, at jeg skal ikke være formand, jeg vil have med musikken at gøre, det er musikken, jeg brænder for,” siger Steen Aabrink, som mener at kulturen og musikken i Ballerup generelt har det ganske godt.

¨”Nu har alt jo ligget stille et stykke tid, men ellers synes jeg, at kulturen er ved at vokse igen. Desværre er der en tendens til, at der er meget af det samme rent musikalsk. Der er folk der er til andet end jazz. Jeg vil gerne have noget, der sparker lidt til byen og det vil jeg genre arbejde for,” siger Steen Aabrink, som har gjort den levende musik til sin lokale passion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *