Ord til en covid-træt sjæl
Debat Hvis årets ord skulle kåres i denne tid, ville det ikke nødvendigvis blive samfundssind.

Jeg tror, at Corona-træthed ville have flere chancer. For vi er trætte. Trætte af at skulle vente – vi bliver trætte af at skulle udskyde så meget liv. Træt af ensomheden, som for nogen begynder at ligne en ringmur. Træt af at skulle savne. Det er som om, at 2020 bare er fortsat og har fået en 13. måned. Af alle tal.

Og samtidig står vi på mange måder et bedre sted end i marts måned sidste år. For vi har vaccinerne indenfor rækkevidde, ja, alle beboerne på plejehjemmene i kommunen er nu vaccineret. Og indenfor de nærmeste måneder kan forretninger og fritids-og kulturliv nok også åbne i takt med at vaccinen bliver udbredt. Og med udgangen af juni måned 2021 er alle, der vil, vaccineret. Det kan næsten føles overvældende!

Men den 21.december sidste år var der noget, der vendte. Sådan helt stille og uden store overskrifter i aviserne.

Jeg tænker selvfølgelig på årets korteste dag og vintersolhverv. Dag for dag får vi lidt mere dag og lidt mere lys. Det sker helt utvetydigt, og vi kan faktisk ikke andet end at gå med det. Tanken om, at vi føres frem mod lyset er nu ganske rar, synes jeg. Og vi ved også, at lys og sommer er godt for smittetal og sygdom. Vi tager et lille skridt hver dag, men det sker.

Og selv om vi er trætte, så har jeg en lille ydmyg bøn. At vi husker på, at mundbindet ikke dækker hele ansigtet, vi kan sagtens se hinanden, kigge hinanden i øjnene og hilse på. For de øjne, vi kigger ind i, har vi mere til fælles med end vi længe har haft med tilfældige andre.

Vi deler de samme længsler og savn og frygt for at miste nogen til sygdommen – og alle håber, at det her snart stopper. Og de øjne, der kigger tilbage, ja, de ser dig og forstår dig.
I et medmenneskeligt blik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *