Esport skaber nye lokale fællesskaber
Esport-1-kopi.jpg
Esport skaber fællesskab, især i en tid, hvor fællesskaberne er under pres på grund af coronarestriktioner. Derfor skal et nyt lokalt projekt styrke esportsfællesskabet. Foto: privatfoto
Esport Fællesskaberne er pressede i coronatiden. Et nyt esportsprojekt skal skabe nye lokale fællesskaber særligt for unge på kanten af fællesskabet.

’Styrket trivsel gennem Esportfællesskaber’ er et projekt, der arbejder for at skabe positive og inkluderende fællesskaber i foreningslivet. Esport kan skabe trygge rammer for nye fysiske fællesskaber blandt unge, der mistrives eller står uden for fællesskabet.

Fællesskabet nytter

Bag projektet er et succesfuldt samarbejde mellem Det Opsøgende Team (DOT), Klub Skovlunde, Ballerup Esport og DGI Storkøbenhavn. Ved at inddrage og anvende organisationernes forskellige erfaringer med at skabe inkluderende fællesskaber for børn og unge, er samarbejdet med til at nedbryde silotænkning – og det skaber resultater.

I DOT, foreningslivet og DGI Storkøbenhavn har man gennem længere tid fulgt sammenhængen mellem det at være en del af et positivt fællesskab og den generelle trivsel, ligesom man ser en sammenhæng mellem risikoadfærd og det at undvære disse værdifulde fællesskaber.

”Mange unge mangler et sundt fællesskab, og netop ekskluderingen fra det normative fællesskab kan resultere i at de enten fastholdes i – eller optages i usunde fællesskaber, eller oplever sig ensomme og isolerede. Og der kan Esportsfællesskabet noget for dem,” fortæller Michael, Klub Skovlunde.
Thomas Silfen, formand for Ballerup Esport bakker op:

”Projektet har introduceret de unge til både foreningslivet og de egentlige træningsdage, men også hjulpet de unge til at bruge og vælge Esportsfællesskabet til i hjemmet og foran computeren, i stedet for at følge sig ensomme eller stå på gaden,” siger han.

Spørger man drengene selv, er de ikke i tvivl om, at fællesskabet om Esport gør en forskel. De fortæller, at det har boostet deres selvværd og givet dem nye venner. Potentialet i fællesskabet er stort, og et vigtigt skridt i retningen af at sikre, at alle unge i Ballerup har mulighed for at deltage i meningsfulde fællesskaber.

Skal fastholdes

Den største udfordring er nødvendigvis ikke at rekruttere de unge til fællesskabet, men at fastholde dem. Det kræver en fortsat indsats at få de unge inkluderet i fællesskabet.

”Vi prøver hver gang at sørge for, at drengene får en følelse af, at de kommer hjem med noget – at de har lært et nyt værktøj og er blevet klogere. Jeg tror på, at drengene har brug for at mærke effekten hurtigt, og derfor taler vi altid dagens træning igennem” fortæller Allan, som er træner i projektet og fortsætter.

”Drengene melder sig nu ind i klubben, for nu har de fået nye venner. Det er så fedt at mærke, hvordan de skaber et fællesskab sammen. Jeg håber, at det kan føres videre, da det er så vigtigt at bygge noget op, som de unge kan benytte sig af”.

Foruden konkret Esportstræning har drengene deltaget i DGI-træneruddannelsen, som er et tre måneders forløb med særlig fokus på konflikthåndtering, relationer og samarbejde.

”Vi har i DGI rigtig gode erfaringer med at uddanne unge til hjælpetrænere for derigennem at skabe en stærkere tilknytning til foreningslivet – og så er de jo bare super stærke rollemodeller for andre unge,” siger Anders Riis, projektleder DGI Storkøbenhavn, som understreger, at træneruddannelsen er en vigtig indsats for at støtte den mere langsigtede fastholdelse af de unge i fællesskaberne: ”Forløbet giver de unge redskaber til at samarbejde og dyrke fællesskabet. Når det fungerer bedst, har det en afsmittende effekt – også på situationer uden for Esporten,” siger han.

Mere lokalt foreningsliv

Samarbejdet på tværs i Ballerup har medført at bl.a. Ballerup Esport har oplevet en stigende interesse fra lokalområdet. De har i samarbejde med DGI Storkøbenhavn gennemført en foreningsudviklingsproces, der har resulteret i oprettelsen af en satellitafdeling i Klub Skovlunde.

”Vi har formået at skabe et projekt, hvor kombinationen af Esport, foreningslivet, fritidstilbud og dygtige undervisere, har skabt konkrete og positive resultater,” siger Michael fra Klub Skovlunde.

Håbet er, at foreningen kan oprette endnu flere satellitter på flere lokaliteter for at kunne nå ud til endnu flere medlemmer. Det kræver en stor indsats for de frivillige i foreningen at opstarte nye hold, men håber at kommunen vil bakke dem op i processen. Foreningen oplever allerede stor opbakning fra

Det Opsøgende Team, som ser en stor værdi i foreningens udbredelse og muligheden for at engagere flere unge i foreningens fællesskaber.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *