Så kom de første stik til Ballerup
Vaccine-3.jpg
Johnny Gruel var en af de første til at få den nye corona-vaccine på Plejecenter Lindehaven i Ballerup. Foto: privatfoto
Stik I denne uge kom corona-vaccinerne så til Ballerup. Beboere og personale på de lokale plejecentre fik de første stik tidligere end forventet.

Det var i den grad ugens gode nyhed.

Tidligere end forventet kunne man begynde at vaccinere beboere og personale på Ballerups plejecentre mod Covid-19 allerede søndag og igen tirsdag.

De specielle kølebiler, der indeholdt den voldsomt nedfrosne vaccine rullede ind søndag den 3. januar på Toftehaven, Lundehaven og Rosenhaven og tirsdag rullede bilrene videre til de fire resterende kommunale plejecentre.

Det er faktisk en måned tidligere end forventet og det er gode nyheder.

Væk med usikkerhed

”Det er et vigtigt lys i mørket og jeg må sige, at vores personale og de praktiserende læger, der står klar til at vaccinere, har været helt fantastiske. De har stået klar fra begyndelsen og det betyder meget. For det værste er den usikkerhed, der har været med denne sygdom, at man ikke ved, hvor man bliver smittet. Nu kan vi begynde at komme den usikkerhed til livs,” siger Eva Borg, sundhedschef i Ballerup Kommune.

Tirsdag morgen fik Johnny Gruel det første stik på Plejecenter Lindehaven i Ballerup. Og han var vældig glad for, at han nu har fået den livsvigtige dosis væske i kroppen.

Glad for vaccine

”Jeg er imponeret og rigtig glad for, at jeg nu har fået stikket. Jeg har ellers ikke fejlet noget, men er blevet ramt af sygdom og har været her på genoptræning. Jeg har tabt 28 kilo og har fået tynde arme, så jeg er glad for, at jeg nu har fået vaccinen. Nu glæder jeg mig til, at min kone også får den og til at komme hjem,” siger 72-årige Johnny Gruel, der har været tennismester i fem år i træk og ellers fremstår både robust og frisk.

For borgmester Jesper Würtzen (A) har de første lokale vaccinestik også stor betydning.

”Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan komme i gang med at vaccinere. Det er et stort skridt i den rigtige retning. Det er oven i købet en måned tidligere end forventet, i forhold til den planlagte rækkefølge, så det er meget positivt,” siger borgmester Jesper Würtzen (A).

I alt vil 275 beboere på de kommunale plejehjem blive vaccineret og også de medarbejdere, der er på job de dage, vaccinen gives, vil blive tilbudt den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *