Butikkerne i Skovlunde kan åbne til næste jul
Skovlunde-1-1-scaled.jpg
Selvom byggeriet af boligerne er i fuld gang, ligger centerdelen øde hen. Men nu er der lys forude. Senest til jul næste år kan du gøre dine indkøb i det nye Skovlunde Center Nord. Arkivfoto.
Nedrivningen af de eksisterende butikker går i gang i starten af det nye år, lover bygherre Bjørn Skouenby.

Resterne af det gamle Skovlunde Center Nord er snart en saga blot.
I løbet af de første måneder af 2021 bliver de tomme lokaler revet ned, og der bliver gjort klar til at bygge nye butikker i løbet af sommeren. Hvis alt går vel kan nye supermarkeder og små butikker byde kunderne velkomne før jul næste år.

Det siger bygherre af Skovlunde Center Nord, Bjørn Skouenby fra Investeringsselskabet af 12. juni 2013 til Ballerup Bladet.

”Det har været et udfordrende år – vi har ikke haft sorte tal (overskud, red.) og på grund af coronapandemien har vi ikke kunnet lave nogle aftaler med store butikker, og når vi ikke har sikret lejemål, kan vi ikke bygge, men nu lysner det og vi er ved at få landet nogle store aftaler”.

Helt præcis hvilke butikker man kan glæde sig til, kan han dog ikke løfte sløret for.
Planen er, at cirka en fjerdedel af området bliver caféer og restauranter, og cirka en tredjedel store supermarkeder, og endelig vil resten være små butikker og liberale erhverv som frisører og lignende.

Utålmodige
Han glæder sig til at tage hul på nedrivningen, så opførelsen af de nye butikker kan tage form. Og han forstår godt de utilfredse borgere, der er trætte af, at området ligger øde hen.

”Vi er mindst lige så utålmodige som skovlundeborgerne, og vi ser frem til at gøre området attraktivt”

I mellemtiden bliver Frisør Stender og blomsterhandleren flyttet, sandsynligvis til Netto ved Bybuen, så der kommer et ifølge Bjørn Carsten Skouenby ’lille hyggeligt område’, og man ikke skal gennem en byggeplads for at gå til frisøren. De midlertidige lokaler bliver pavilloner, og der kommer ny gadebelysning.

Lige nu ser hele det gamle center jo noget trist ud – vil I gøre noget i form af plancher eller lignende for at fortælle folk, hvad de kan glæde sig til?
”Hm, det er et rigtigt godt spørgsmål. Det vil vi da bestemt overveje,” lyder det fra Bjørn Skouenby.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *