Frisk luft eller brænderøg i 2021
Debat Der er ikke noget så rart som en spadseretur en klar, stille vinterdag i den friske luft.

Det vil sige, det burde det være, hvis ikke stanken fra brændeovnene hænger lavt og kvalmt mellem husene. I sig selv ubehageligt og tanken om røgens indhold af sundhedsfarlige partikler og gasser, gør ikke sagen bedre.

Træ kan ikke afbrændes uden røgudvikling. Og røg fra træ indeholder tjærestoffer, sod og farlige gasser som for eksempel dioxiner og benzen. Disse sager går direkte i lungerne og videre til hjernen. Jeg har fået en del forespørgsler om hvorvidt corona-masker er tilrådelige, men desværre er svaret nej. Specielt de ultrafine partikler går uhindret gennem maskerne.

Der hersker en tyrkertro på, at blot man fyrer med rent, tørt træ, så er der ingen forurening, ingen problemer, men det er der i høj grad. Mange tror også, at udskiftning til en ny, såkaldt miljørigtig brændeovne løser alle problemer, men svaret er nej. Disse ovne udleder ganske vist mindre sod men til gengæld langt flere kræftfremkaldende og hormonforstyrrende tjærestoffer og dioxiner.

Stort set alle husstande i Ballerup har gasopvarmning, så brændefyring, som altså kun er en hyggefaktor, burde udfases. Og her kommer skrotningsordninger til hjælp. Og vi er faktisk mange her i kommunen, der er voldsomt generede af naboers brænderøg. For et par år siden foretog Statens Institut for Folkesundhed en undersøgelse her i Ballerup, hvor ikke mindre end 2411 borgere anonymt svarede, at de var generede af brænderøg.

Så mit nytårsønske skal være: skrot brændeovnene og undlad at købe nye. Og hvis man ikke kan undvære levende ild i stuen, kunne løsningen være en el- eller gasbrændeovn. Hyggen er den samme, men forureningen er minimal.

Godt røgfrit nytår!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *