Borgmester opfordrer til at holde modet oppe trods restriktioner
Tomt-center-1.jpg
Det er et uvant syn en lille uges tid før juleaften. Normalt er Ballerup Centret fyldt med juletravle kunder, men siden torsdag har centret været lukket som følge af regeringens nye coronarestriktioner. Foto: privatfoto
Coronatid Borgmester Jesper Würtzen er bekymret for de erhvervsdrivende efter nye restriktioner. Men de er nødvendige, og der er lys forude.

Onsdagens pressemøde i Statsministeriet gav ikke ligefrem julestemningen et ekstra nøk opad.

Mangler du stadig at købe julegaver, må du i små butikker, for storcentre og stormagasiner som Ballerup Centret er lukket fra og med onsdag sidste uge.

Efter jul og frem til 3. januar lukker alle små butikker, undtagen dagligvareforretninger, og du skal også nå en tur til frisøren, hvis du ikke skal gå langhåret ind i det nye år.

Liberale erhverv som frisører, massører og køreskoler vil være lukket ligeledes frem til og med 3. januar.

Det kommer oven i de gældende restriktioner som nedlukning af barer og restaurationer.

Hold modet oppe

Det både bekymrer borgmester i Ballerup Jesper Würtzen (A), men samtidig bakker han op om stramningerne.

”Smittetallene er alt for høje også her i Ballerup, og vi er nødt til at være med til at få dem ned. Omvendt forstår jeg også godt, at de erhvervsdrivende er bekymrende. Men der er lys i mørket, vaccinen kommer, og vi må alle sammen forsøge at holde modet oppe. Når statsministeren på et pressemøde står og siger, at det bliver nogle hårde måneder, så gør hun det ikke for sjov. Så er der noget om det, men der er lys forude, og det må vi tro på,” siger borgmesteren.

Han opfordrer folk til, trods alt, at hygge sig i julen i små cirkler og måske genoptage nogle gamle traditioner.

”Måske er der mere tid til at koge klejner sammen og spille et brætspil. Det skal vi i hvert fald hjemme hos os,” siger borgmesteren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *