Jens Pedersen kan ikke komme ud af sin indkørsel: Raser over Radius
jens-pedersen-copy.jpg
Jens Pedersen bor i nummer 95 og er mildest talt træt af det vejarbejde, der foregår i hans indkørsel. Det har han nemlig ikke hørt et ord om. Foto: privatfoto
Rod Jens Pedersen fra Nyvangen er rasende over, at han ikke er blevet varslet om vejarbejde i hans egen indkørsel.

Balanceevnen bliver immervæk udfordret, når Jens Pedersen skal ind og ud af hans egen indkørsel på Nyvangen 95.

Her bor han på første sal, og i flere uger har han ikke kunnet parkere på sin egen grund, da elselskabet Radius er ved at fremtidssikre, som det hedder, området med nye elledninger.

Det betyder, at der er gravet op i Jens Pedersens indkørsel og helt ind til naboen.
Jens Pedersen har i princippet ikke noget imod gravearbejdet, da det jo skal gøres, men han savner en melding fra Radius, der er hovedentreprenør på arbejdet.

”Vi er overhovedet ikke blevet orienteret. Det er okay, at man skal lave vejarbejde, men vi vil gerne advares. Og det arbejde, de udfører, ligner noget, man kan se i et cirkus. Det rene klovneri,” siger Jens Pedersen.

Har været plaget

Hos Radius er man godt klar over, at der har været en del gener for beboerne på vejen.

”Vi har været nødt til at skifte nogle kabler i området ved Jonstrupvej og Nyvangen for fortsat at sikre strømforsyningen til kunderne. Derfor har det været nødvendigt med en del gravearbejder hen over nogle uger.

Vi kan desværre ikke undgå gravearbejder som dette. Når vi skal sikre stabil strømforsyning til vores kunder, er vi nødt til nogle gange at grave for at udskifte udtjente kabler. Men det er naturligvis vigtigt, at vi generer omgivelserne mindst muligt, og vi og vores entreprenører lægger os generelt meget i selen for at begrænse generne for beboerne.

Undervejs har vi for eksempel sat ind for at skaffe bedre passage for bussen og ordentligt lys på afspærringerne, og vi prøver at være meget opmærksomme på at få lagt køreplader ud, hvor det er nødvendigt, så beboere fortsat kan benytte deres indkørsler, og erhvervsdrivende kan få leveret deres varer,” siger presseansvarlig hos Radius Elnet, Lasse Bjerre Sørensen.

Han erkender, at der har manglet information til nogle af beboerne.

Snart færdige

”Nogle af beboerne på Nyvangen har desværre været ekstra plaget af vores arbejder, fordi det undervejs har vist sig, at kablerne lå anderledes end forventet, og vi har derfor med kort varsel været nødt til at grave op. Ud over at det selvfølgelig er til stor gene for beboerne, så har vi ikke fået informeret godt nok, og det beklager vi selvfølgelig meget.
Vi har været i dialog med vores entreprenør og sikret os, at der i weekenden er blevet lukket og ryddet op mange steder i området, og at der snarest vil blive lagt asfalt ud for de huse, der har været hårdest ramt af vores gravearbejde,” siger Lasse Bjerre Sørensen, som påpeger, at hvis alt går efter planen, så er man helt færdige med arbejderne i løbet af uge 51.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *