Ny psykiatripolitik i kommunen
Debat At være tæt pårørende til et menneske der lider af en psykisk lidelse, er ufatteligt ubeskriveligt, den selvforståelse man har af psykens normalitet, forsvinder som dug for solen. At se et menneske man elsker forsvinde en i en mørk sindstilstand, er ganske forfærdeligt.

Psykisk sygdom er forbundet med tabu, og det er egentligt lidt underligt, da flere og flere mennesker bliver ramt på sjælen. Vi skal have gjort op med det tabu, at psykisk sygdom er noget der ligger uden for normen, da det beviseligt er en sygdom, der er i fremdrift og rammer bredt.

Jeg har selv en datter, der kæmper en kamp med mørke tanker og har været indlagt på en psykiatrisk skadestue i 9 måneder. Et er, at man skal forstå sygdommen, et andet er den kamp man har med systemet, som er noget op ad bakke. Grundet det tværsektorielle manglende samarbejde, opstår der hindringer som kun forværrer den psykisk syges situation. Fortvivlelse, håbløshed og en opgivenhed er ikke unormalt blandt borger med psykiske lidelser. Hvor man burde forvente et system der samlede op, og ikke tabte borgerne på gulvet imellem sektorer, ser man desværre hyppige tilbagefald grundet manglende samarbejde.

Med Ballerups nye psykiatripolitik, lægges der op til tættere samarbejde med behandlingspsykiatrien og almen praksis. Som kommune forpligter vi os til, at blive bedre samarbejdspartnere ind i et univers, hvor hver instans har sin egen agenda og arbejdsrytme. Er vigtigt vi her i Ballerup sætter fokus på netop denne udfordring, da det kun er ved et bedre samarbejde vi kan forbedre vilkårene for vores egne borgere, og på sigt for alle borgere der har en psykisk lidelse, på tværs af kommunegrænser.

Skiftende kontaktpersoner er kun til skade, og er derfor glad for, at psykiatri Politiken indeholder et sammenhængene forløb, hvor der er EN overordnet plan og EN overordnet tovholder/kontaktperson. Når man ydermere vil inddrage borgerne i tilrettelæggelsen af deres forløb, vil det give en ro og en bedre forståelse omkring sagsbehandlingens forløb.

Mange af de unge mennesker jeg har mødt, grundet min datters psykiske sygdom, er desværre blevet syltet i systemet i lang tid. Den tidlige opsporing og fokus vi lægger op til i politikken, er derfor meget velkommen. Hvis vi samler tidligt op, så er der lagt op til en ”minimering” af problemstillinger fremadrettet og en hurtig tilbagevending til et normaliseret liv.

Når man har været i kontakt med den psykiatriske verden, er det meget svært ikke at pege fingre af alt for mange problemstillinger. Mit håb er med denne psykiatripolitik, at den vil lægge kimen til en ny tilgang, og en forbedret kvalitet for de af vores borgere der kæmper deres egen kamp inden i. Som pårørende til en psykisk syg, kan jeg se fantastiske perspektiver i vores nye psykiatripolitik, men det kræver, at vi leverer mere end de bogstaver vi har skrevet ned på papiret, vi skal efterleve vores tanker og visioner og føre det ud i livet.

Ballerup Kommunes psykiatripolitik kan findes på kommunens hjemmeside, den indeholder mange elementer der er nyskabende i kommunalt regi. Politikken er lavet af dygtige folk, der har deres gang inden for psykiatriens verden, samt politikere her i kommunen. Vil gerne specifikt takke Jette og Sara for deres input, i har været en inspiration for os alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *