I skoven skulle være….
Debat Det begyndte ellers såre godt.

Vejret var fint og stemningen god, da mange af os borgere mødte de folkevalgte, direktøren for det hele og indkaldt ekspertise, til informationsmøde om Jonstruplejrens fremtid inkl. guidet tur og spørge-tid. Jeg tror også der var kaffe!

De fortalte om hvor dejligt et sted Jonstruplejren er og hvor dejlig den kunne blive. Her skulle udvikles en bydel i skoven. Nænsomt og med stor respekt for det unikke naturområde, ville der opstå et blandet byggeri på cirka 300 boliger.

Det meste, hvis ikke alt, i et plan, maksimalt to plan. De åbenlyse grønne kvaliteter skulle der selvfølgelig værnes om.

Jeg tænkte, de folkevalgte er sgu’ idealister og har tænkt sig om, selv direktøren for det hele lignede en glad mand.

Men nu har de folkevalgte, med hjælp fra direktøren for det hele, godkendt et udkast til en helhedsplan for Jonstruplejren.

Jeg må sige, at jeg er skuffet over de folkevalgte, og jeg ved at jeg slet ikke er alene om at være skuffet. Jeg havde håbet på “Dyrene i Hakkebakkeskoven” med et arkitektonisk twist, drevet af omtanke og hensyn til os borgere i Jonstrup. Altså et forslag alle kunne glæde sig over. Ikke et forslag ingen kan glæde sig over, som er på bekostning af os borgere. Fremtidens borgere i Jonstruplejren er p.t. ligeglade.

Der er lagt op til cirka 755 boliger!

Ikke de cirka 300, som de folkevalgte talte om. Der er lagt op til etagebyggeri i flere etager, op til 5 etager! Ikke det byggeri i et plan op til to, som de folkevalgte talte om. Den nænsomme respekt for naturen er lidt svær at få øje på, når der pludseligt skal bygges så meget, selv om kommunen nu vil søge om at ignorere skovlinjen. Det vi fik var en urban orgasme midt i Hakkebakkeskoven. Trafikken vil blive helt uoverskuelig kaotisk morgen og aften, så der skal eksproprieres boliger, forhaver m.m.

Det er simpelthen ikke godt nok, det er alt for mange boliger og alt for meget ekstra trafik.

Det er dystre udsigter I har leveret kære folkevalgte, det kunne I let ha’ undgået ved at stå ved det i selv sagde ved informationsmødet.

Jeg kan undre mig over, hvad der motivet til at lave en dårlig løsning, er det bare grådighed?

Hvorfor så ikke gå “All in”, nedlæg lilleskolen og børnehaven, asfalter det hele og byg en Bilka – eller hold jer til det I sagde til os borgere i området.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *