Ballerup vil have klimahandlingsplan efter internationale standarder.
Derfor har kommunalbestyrelsen netop godkendt, at kommunen indgår i et forpligtende samarbejde, der skal sætte turbo på konkrete klimahandlingsplan.
Ballerup er blandt de 46 nye kommuner i Danmark, der med 45 millioner kroner i støtte fra Realdania, Kommunernes
Landsforening og de fem regioner har sat sig et klart klimamål: Inden 2050 skal alle kommuner være Co2-neutrale.
Med i forreste vogn
Det er noget, der kan få smilehullerne frem hos Enhedslistens medlem af teknik- og miljøudvalget, Stine Rahbek Pedersen.
”Det er helt fantastisk. Nu er det ikke bare ord, men et forpligtende samarbejde med et fælles sekretariat, som vi alle kan trække viden fra. Tidligere har Ballerup haft tendens til at halte bagud, nu er vi faktisk med helt forrest, og det glæder mig meget,” siger Stine Rahbek Pedersen.
Nu skal de enkelte kommuner sætte sig ned og prioritere de tiltag, der skal være med til at nå det ambitiøse klimamål.
Ledlys på cykelstien
”Noget af det, vi blandt andet kan tage fat på, er trafikken. Vi bør gøre det mere attraktivt og lækkert for borgerne at cykle eller tage toget til arbejdet, frem for bilen. Det kan være ledlys på cykelstierne, så det også er trygt at cykle her i den mørke tid,” siger Stine Rahbek Pedersen.
Ballerup og de andre kommuner i DK2020 skal undervejs i arbejdet med klimahandlingsplanerne hente faglig sparring og rådgivning fra fem nyoprettede regionale organiseringer – en i hver region.
”Vi har i flere år arbejdet ambitiøst med klima, natur og grøn omstilling i Ballerup Kommune. Vores deltagelse i DK2020 er endnu et klima-skridt i en retning, som forhåbentlig kan være med til at sætte yderligere fart på den grønne omstilling i Danmark og i Ballerup Kommune,” siger borgmester Jesper Würtzen (A).
Samarbejde på tværs
Undervejs vil de 46 kommuner både kunne sparre med hinanden, men også med de tyve pilotkommuner, der siden 2019 har været i gang med at udarbejde klimahandlingsplaner efter samme standard med støtte fra Realdania.
De 46 nye kommuner i ’DK2020 – klimaplaner for hele Danmark’ er:
Ballerup, Brøndby, Esbjerg, Favrskov, Faxe, Fredensborg, Furesø, Fåborg-Midtfyn, Gentofte, Gladsaxe, Guldborgsund, Haderslev, Hedensted, Herlev, Herning, Hjørring, Holbæk, Horsens, Hvidovre, Kerteminde, Kolding, Langeland, Lyngby-Taarbæk, Nordfyn, Nyborg, Odder, Odense, Odsherred, Ringkøbing-Skjern, Rudersdal, Rødovre, Skive, Slagelse, Sorø, Struer, Svendborg, Syddjurs, Tårnby, Varde, Vejen, Vesthimmerland, Viborg, Vordingborg, Ærø, Aabenraa og Aalborg.