BSF i knibe før pokalbrag
BSF-kamp-Foto-Iben-Bagge-copy-1.jpg
BSF skal møde OB i næste runde, men har ikke fået lov til at træne i flere uger på grund af coronarestriktionerne. Det ærgrer klubbens sportschef, som mener det er konkurrenceforvridende. Foto: Arkivfoto: Iben Bagge.
Pokalbrag Der venter en storkamp for BSF onsdag mod OB. Men den lokale klub er utilfreds med forberedelserne fordi de ikke har fået lov at træne i flere uger.

Det bliver en kamp, man vil huske længe, når BSF fra danmarksserien på onsdag den 11. november, møder superligaklubben OB i Sydbank Pokalen på hjemmebane i ’Gryden’.

Men det er en kamp, der slet ikke har fået den optakt, som den lokale klub kunne forvente og håbe på. Tværtimod.

For mens OB, der i forvejen må siges at være storfavorit, har spillet og trænet siden sæsonstart, så har BSF ikke måttet træne i flere uger.

Klubben er nemlig ikke en professionel klub og regnes ikke som en ’arbejdsplads’ og derfor er træning og aktivitet lukket ned til et minimum på grund af coronarestriktioner.

Det betyder at det mildest talt er begrænset, hvad BSF har kunnet træne og forberede sig inden kampen.

Samtidig deltager man i en turnering, det betegnes som professionel og har fået lov til at fortsætte og det undrer og ærgrer BSF’s sportschef Danny Hoffensetz.

Ingen dispensation

”Vi mener det er uretfærdigt, at vi bliver budt så dårlig en forberedelse op til en så vigtig kamp. Vi mener, at det burde være rimeligt med en form for dispensation når vi nu deltager i en professionel turnering. Det burde ikke være så svært at give de fire serieklubber den dispensation. Vi har været i kontakt med DIF og DBU, men det er der desværre ikke kommet noget ud af, ” siger Danny Hoffensetz.

Han fortæller, at klubbens spillere ikke har trænet reelt i snart tre uger, men kun må træne i små grupper og det er langt fra den optimale situation.

”Det er konkurrenceforvridende overfor os. Vi piver ikke og vi må bare tage det som det er, men vi vil jo gerne kunne levere en ordentlig kamp og ikke blive helt til grin. Det skal i hvert fald ikke være på grund af, at vi ikke har kunnet forberede os ordentligt,” siger sportschefen, som henviser til den kompensation, som kvindeligaen fik i foråret, hvor man fik lov til at fortsætte, trods nedlukning.

Men han ser alligevel frem til kampen mod OB.

”Det er den største kamp i vores nyere historie og vi glæder os meget. Måske kan vi overraske og vi håber på, at de vil være 500 (det maksimalt antal tilladte tilskuere, red) på plads, så vi kan skabe en god kamp, selvom baggrunden har været lidt ærgerlig,” slutter Danny Hoffensetz.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *