Marina er ny chef i Huset Venture: ’Jeg kan komme helt i zenstemning med regneark og sudoku
marinahoffmannbred-copy.jpg
Marina Hoffmann er opvokset i små kår hos en enlig mor i København, men der var masser af bøger, kærlighed og rummelighed. Foto: privatfoto
Ny i stolen Marina Hoffmann er netop begyndt som ny chef i den Huset Venture. Hun er opvokset med en enlig mor og har været rejseguide for Spies på Mallorca. Og så elsker hun tal.

Når Marina Hoffmann kører i bil og nærmer sig en fodgængerovergang, stopper hun altid for de gående.

”Så ved jeg, at jeg får et smil og et vink, og så bliver det en god dag.”
Marina Hoffmann, 60 år, er uddannet cand. polit, og er netop ansat som chef for den socialøkonomiske virksomhed Huset Venture, hvor hun skal sørge for, at virksomheden lever op til de sociale og bæredygtige mål, men også er en god forretning. Begge dele kan sagtens og bør gå hånd i hånd, mener hun.

God i skolen

Marina Hoffmann er født og opvokset på Østerbro i København hos en enlig mor og en lillesøster. Moren var skrædder, men uddannede sig, på grund af økonomisk knaphed, til bogholder.

Selvom pengene var små, var reolerne spækket med bøger, og Marina Hoffmann sad med næsen i bogstaver. Så meget at da hun havde gået seks år i skole på Vognmandsmarkens Skole foreslog læreren, at hun enten sprang en klasse over eller kom på den private katolske skole Niels Steensens Gymnasium.

”Det var frygteligt at gå dér. Det var kæft, trit og retning og med katolske patere,” husker Marina Hoffmann.

Efter et par år skiftede hun til en anden privatskole, Ingrid Jespersens, hvor hun igen kom ind på friplads på grund af morens økonomi.

Pandekager i varmen

Men midt i 2. g skulle der ske noget andet. Hun var skoletræt og forlod gymnasiet.
I tre somre i træk arbejdede hun i Vaffelbageriet i Tivoli for at spare penge sammen til at komme på guideskole på Mallorca.

”Det var en fantastisk tid i Tivoli. Det var frygteligt at stå og lave pandekager om sommeren, men vi havde det rigtigt sjovt. Når alle gæster var gået hjem, tog vi i byen sammen med nogle af de andre fra de øvrige boder eller fra rutchebanen. Nogle gange tog vi til Bellevue og gik i vandet midt om
natten,” fortæller Marina Hoffmann.

Guide med drinkskort

En dag havde hun penge nok til at tage med Spies til Mallorca for at blive guide. Den lidt generte pige fra Østerbro blev hurtigt udadvendt og skulle vænne sig til at stå med mikrofon og byde gæster velkommen til Spanien. Dagene gik med skole, spanskundervisning og guide-arbejde, men de lange, varme nætter var oplagt til at surfe barer og diskoteker, som lå som perler på en snor. Alle guider fik et VIP-kort til hver bar med den første drink gratis, og så var det bare at tage turen langs kysten. Én bar og én drink ad gangen.
Ind imellem var det dog knap så glamourøst. Som da en vred, dansk gæst ville have, at Marina Hoffmann skulle få fixet et vandrør på hans værelse.

Hun måtte på sit beskedne spanske forklare i receptionen, hvad der var galt, men hun kom til kort og det lykkedes ikke at få løst problemet.

”Det hader jeg. Jeg kan godt lide at gøre ting færdig, og jeg er ikke god til noget, der ikke lykkes,” siger Marina Hoffmann.

Livslang kærlighed

Hjemme igen i København tog hun en HF enkeltfag samtidig med, at hun arbejdede som pædagogmedhjælper i en integreret institution. Her mødte hun sin nuværende mand, Finn Erbo Hoffmann. Det var til en julefrokost, og et halvt år efter, på hendes 22 års fødselsdag, giftede de sig. Det er nu 38 år siden.

”Man skal gifte sig af lyst, og så bare gøre det. Og så skal man have nogle fælles interesser, men også give hinanden plads. Hvis min mand var her, ville han nok sige, at jeg godt kunne slappe lidt mere af. Han spørger nogle gange, om vi ikke kan have nogle dage, hvor vi ikke skal noget,” siger Marina Hoffmann.

Parret har to vokse børn, som de fik, mens Marina Hoffmann læste på Københavns Universitet.

”Dét der med at studere og få børn samtidig, kan jeg virkelig anbefale. Det kræver meget struktur, men når et barn er syg, skal man ikke ringe til en chef, men kan nøjes med at skippe en forelæsning,” siger hun.

Skaber succes

I sin karriere er hun ofte lykkedes med at skabe glæde og succes i virksomheder, og senest har hun været direktør for LO-skolen.

Nu glæder hun sig til at være med til at lære Ballerup at kende og udvikle Huset Venture og sikre gode arbejdsforhold for de i alt godt 40 medarbejdere, hvoraf de fleste er ansat i flex-job eller praktik.

”Mange af vores medarbejdere har nedsat arbejdsevne eller måske endda et handicap, og jeg gør meget ud af at stille de samme krav til dem, som jeg ville stille til dig. Forskellen er, at de måske kun arbejder syv timer om ugen, men i de syv timer betragter vi dem som ’normale’ medarbejdere,” siger Marina Hoffmann.

Er du en god chef?

”Ja, det er jeg. Jeg er meget tydelig og kontant, og så har jeg et stort omsorgsgen, der gør, at jeg passer på mine medarbejdere, ”siger Marina Hoffmann.

Hjemme er det manden, der har taget slæbet med indkøb og børn, da Marina Hoffmann arbejdede meget. Det gør hun stadig, men nu er børnene voksne, og der er kommet børnebørn til.

Familien har lige købt en stor ejendom i Aarkirkeby på Bornholm, som de deles om. Her går man i joggingbukser og fleecetrøje og slapper helt af.

Det gør Marina Hoffmann også, når hun skal lave budget.

”Jeg elsker at sidde med et excel-ark eller løse sudoku. Tal gør mig rolig, og jeg kan komme helt i zen-stemning af at sidde og regne og se på tal. Så er der orden og mening med tingene.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *