Flere ledere – færre voksne tæt på børnene
Debat I Ballerup bliver der nu flere ledere i daginstitutionerne – det mener jeg er ærgerligt, for det er flere voksne, tæt på børnene, der er behov for.

I Ballerup har vi en masse virkelig gode dagtilbud med dedikerede voksne, og jeg har tit og ofte talt med pædagoger, der bare ønsker, at have bedre tid til at gøre deres arbejde, skabe gode rammer, gode, udviklende oplevelser og ikke mindst at have tid sammen med børnene i hverdagen. Jeg mindes ikke at have mødt en pædagog, tillidsmand/kvinde eller pædagogmedhjælper, der har ønsket sig flere ledere. Ikke desto mindre er det flere ledere forligsparterne bag distriktsstrukturen nu vælger at give fire daginstitutioner i Ballerup. Det blev beslutte på kommunalbestyrelsesmødet i sidste uge.

Det er en ærgerlig prioritering, for vel er ledelse vigtig, men jeg er uenig i, at der skal mere kontorledelse til end vi har nu. Det vi har behov for, er først og fremmest flere voksne sammen med børnene. Og det er ikke fordi jeg mener at dagtilbudslederne gør det dårligt, absolut ikke. Tværtimod møder jeg mange virkelig dygtige ledere i Ballerup, der er dedikerede og vil gå langt for, at deres daginstitution skal være et virkelig godt sted for børnene og for medarbejderne. Men jeg har ikke mødt en eneste leder, der fortæller, at de har børnetid.

A, C, V og O prioriterer administrativ ledelse fra kontoret og mødetid frem for børnetid. Jeg ville sådan ønske at de fire partier bag distriktsstrukturen ville besinde sig og ansætte pædagoger som souschefer, koordinatorer eller lignende, der tillader dem at bruge langt mere tid ude på stuerne med børnene frem
for at skulle deltage i de mange mødeaktiviteter for lederne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *