Driller ryggen – ryk direkte til fysioterapeut
Ballerup-Raadhus-3.jpg
Borgerne i Ballerup Kommune kan nu nyde godt af et pilotprojekt, der giver dem ret til at gå til fysioterapeut uden at skulle forbi lægen først. Foto: Arkivfoto.
Tilskud Som pilotprojekt kan borgerne i Ballerup Kommune nu springe lægen over og gå direkte til fysioterapeut uden henvisning, men stadig med tilskud fra det offentlige.

Driller ryggen, er du spændt i nakken eller værker det i benene? Ofte er svaret – hvis der ikke er andet galt – en tur til fysioterapeuten.

Man kan sagtens gå direkte til fysioterapeut uden henvisning, men hvis man skal have tilskud fra det offentlige, kræver det netop en henvisning, som man kun kan få hos lægen.

Derfor vil Region Hovedstaden nu i et pilotforsøge undersøge, hvad det betyder for det samlede patientforløb, hvis man skipper turen til lægen og kan gå direkte til fysioterapeuten. Vel at mærke stadig med tilskud fra det offentlige.

Tilskuddet er på cirka 40 procent af regningen.

Kæmpe fordel

Det tilskud vil borgere med adresse i Ballerup og Frederikssund kommuner nu få uden lægehenvisning, og det er en kæmpe fordel, mener regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (A).

”Vi kan sikre behandling både hurtigere og nemmere, hvilket betyder kortere og bedre behandlingsforløb. Samtidig kan vi måske aflaste andre dele af sundhedsvæsnet, hvilket vi har set i de af vores nabolande, der har direkte adgang. Så jeg er enormt spændt på at se resultaterne af det her forsøg,” siger Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse.

Erfaringer fra udlandet

Udenlandske erfaringer fra blandt andet Holland, Norge og Skotland har ifølge en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden vist, at direkte adgang har klare gevinster for både patienter og sundhedssystem. For eksempel bliver der lavet færre henvisninger til unødvendige scanninger og udredninger, uden at det går ud over patienttilfredsheden.

Automatisk tilskud

Forsøgsordningen gælder foreløbigt et år og gælder kun for borgere i Frederikssund og Ballerup kommuner.

Hvis man har ondt i skulderen eller er vredet om, kan man altså nu gå direkte til fysioterapeuten, og man får automatisk tilskud til betalingen. Men det kræver altså, at man har adresse i Ballerup eller Frederikssund.

Fysioterapeuten vil spørge patienten, om han eller hun har lyst til at deltage i et forskningsprojekt, så man kan evaluere forsøget, der er det første af sin art i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *