Kommunaldirektør: ‘Jeg forstår godt, hvis borgerne er forvirrede’
Ballerup-Raadhus-2.jpg
Man skal ikke tage mundbind på, når man skal i Borgerservice. Til gengæld hvis man skal på biblioteket. Foto: Arkivfoto
Torsdag sidste uge trådte de nye restriktioner om blandt andet mundbind i offentlige institutioner i kraft. Ballerup har indtaget en sjette plads i antal smittede i landet.

Husk mundbind, når du skal låne en bog på biblioteket. Til gengæld behøver du ikke tage mundbind på, hvis du skal have ordnet kørekort eller pas i Borgerservice eller søge job på Jobcenteret.
De nye restriktioner og påbud i forhold til corona-smitten trådte i kraft i hele landet torsdag.
Men det kan godt være svært for mange at forstå logikken bag, påpeger kommunaldirektør i Ballerup Kommune, Eik Møller:

”Vi opfattede udmeldingen om at bære mundbind eller visir på offentlige arealer på den måde, at det også gjaldt borgerservice og jobcenteret på rådhuset. Det fandt vi så ud af sent onsdag aften, at det ikke gjorde. Præcis hvorfor ved jeg ikke. Men det gælder på biblioteket. Vi følger myndighedernes anvisninger, men går ikke videre end det, forstået på den måde, at vi for eksempel godt lokalt kunne indføre et krav om mundbind i Borgerservice, men det har vi valgt ikke at gøre, fordi det ikke er et krav fra myndighederne, og så kunne det måske skabe konflikter, hvis vi fastholdt kravet,” siger Eik Møller.

Han forstår godt, hvis borgerne og medarbejderne er mentalt trætte af corona og de forskellige retningslinjer:
”Vi opfordrer til, at man også husker at kommunikerer om de ting i hverdagen, der fungerer, og vi gør meget ud af at fortælle om andet end corona på de sociale medier. Men det er udfordrende at navigere i de mange restriktioner og regler” erkender han.

Ballerup ligger højt
Ballerup Kommune ligger på en kedelig sjette plads i antal smittede i hele landet.
29. oktober var der ifølge Statens Seruminstitut 207,7 registrerede smittede ud af 100.000.
Da det kom frem, at Ballerup var en af de 17 hovedstadskommuner, som var hårdt ramt og man måtte gøre en ekstra indsats, skrev borgmesteren et brev til borgerne via e-boks.

”Det var der mange, der var glade for og tog positivt imod, og andre syntes det var noget underligt noget. Så den metode skal man ikke bruge hver gang, der sker noget. Vi har et virkelig godt samarbejde med boligselskaberne, der også tager coronasmitten meget alvorligt og sørger for at kommunikere med beboerne om at overholde retningslinjerne og restriktionerne. Vi er i dialog med vores erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner for at komme hele vejen rundt” siger Eik Møller.

Kilde: Statens Seruminstitut

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *