Ros for skrotning af brændeovne
Debat Ballerup Kommune skal have ros for at have afsat puljemidler til skrotning af gamle brændeovne.

Et stort skridt i den rigtige retning men desværre kun en halv løsning, da tilbuddet åbenbart ikke indebærer forbud mod køb af nye ovne.

Nye svanemærkede brændeovne, der paradoksalt nok kaldes miljøvenlige, udleder færre partikler end gamle ovne men til gengæld væsentligt mere dioxin, som selv i beskedne mængder er en meget farlig gift, kendt fra Seveso-ulykken i Italien i 1975. Problemet er beskrevet i Miljøstyrelsens ”Miljøprojekt nr. 2045, 2018”.

Der findes desværre ingen ”ren” brænderøg medmindre man bruger filter. Hvis brænderøg kan lugtes, skal man passe på, da det er ensbetydende med farlige partikler af sod- og tjærestoffer, der går direkte fra lungerne og til hjernen.

Så udnyt endelig kommunens skrotpræmie, og hvis man ikke kan undvære hyggen ved levende ild, kan man jo anskaffe sig en gas- eller el-brændeovn. Virkningen er den samme, og forureningen og generne for naboerne er minimale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *