Nybyggeri giver plads til lokalhistorien
Ballerup-Gasvaerk.jpg
Ballerup Gasværk i 1910, lå hvor genbrugsbutikken og foreningslokalerne har ligget i mange år. Nu er grunden ryddet og der skal bygges en udvidelse af plejecenter Toftehaven. På YouTube kan man høre historien om det gamle gasværk. Foto: Ballerup Museum.
Historisk Det gamle foreningshus på Præstevænget er revet ned og plejecenter Toftehaven udvider. Men grunden gemmer på en masse lokalhistorie, som bygherren Baldersbo nu fortæller via YouTube.

Vidste du godt, at der har ligget et gasværk på Præstevænget?

Hvis ikke, så er du nok ikke den eneste – for det er mange år siden. Men lige dér, i de røde bygninger, hvor der har været genbrugsbutik og foreningslokaler, lå Ballerup Gasværk. ”Jeg mener, at man skal bevare så meget af det gamle Ballerup som overhovedet muligt. Men de gamle bygninger er ikke bevaringsværdige og plejecentret Toftehaven har brug for yderligere plads. Vi bygger derfor en ny og flot bygning i to etager for at skabe mere plads til vores ældre medborgere,” siger Søren B. Christiansen, direktør for Baldersbo, der bygger den nye udvidelse af Toftehaven.

Baldersbo ejer Plejecenter Toftehaven, der drives af Ballerup Kommune.

Lys til borgerne

Men inden de gamle bygninger forsvinder helt, så har Baldersbo produceret fire videofilm om Ballerup Gasværk.

”I Ballerup havde man set, at de inde i København havde fået gaslys til at lyse op i gader og stræder. Og så tænkte man, at det skulle der også være i Ballerup. Det betød, at vi måtte have vores eget gasværk og det kom altså til at ligge på Præstevænget. Historien er ret sjov og spændende, synes jeg. Så derfor har vi lavet nogle film om gasværket,” forklarer Søren B. Christiansen.

I videoerne, der er krydret med gamle billeder fra Ballerup, får man mange spændende historier.
Blandt andet, at det kneb noget med økonomien i gasværket, og at man måtte lave en aftale med sognerådet for at der kunne komme lys i de 30 master, der dengang oplyste Ballerup for de omkring 2.500 mennesker, der boede i byen.

Men det er ikke bare historien om gasværket. Det er faktisk også fortællingen om Baldersbo.

For Hans Petersen, som var en markant driftsbestyrer for gasværket, var nemlig også med til at stifte Baldersbo – og så var han boligselskabets første formand i mange år.

”Nu tager Baldersbo grunden tilbage og bygger en tilbygning til plejecentret – og så kan vi ære Hans Petersen på den måde,” slutter Søren B. Christiansen.

Man kan se fortællingerne om grunden på Præstevænget og gasværket på YouTube.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *