16-årig med eget firma: ”Det er kedeligt at gå i skole”
Erhvervsmand-Mads-01-41-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mads Rasmussen er 16 år og har siden han var lille været vild med at fotografere og tage videoer. I sommer besluttede han at satse fuld tid på sit firma. Foto: Kaj Bonne.
Iværksætter Mads Rasmussen har fravalgt gymnasiet og satser alt på sit produktionsfirma, som han driver hjemme fra drengeværelset i Måløv.

Hver morgen ved halvottetiden sidder Mads Rasmussen på altanen i det nyrenoverede funkishus på Brydegårdsvej og kigger på børn og voksne, der suser afsted på cykel eller i bil på vej mod børnehave, skole eller arbejde.

Mads Rasmussen har kun få meter til arbejde.

I sommer afsluttede han 9. klasse fra Måløvhøj Skole afdeling Østerhøj og i stedet for at gå på hhx, det merkantile handelsgymnasium, valgte han at satse fuld tid på det firma, som han har haft sideløbende med skolen siden, han var 15 år – den nedre aldersgrænse for at blive momsregistreret i cvr-registeret, ellers var han allerede begyndt som 14-årig.

Firmaet hedder Smartvideo og er et produktionsfirma, der laver videoer og billeder til kunder, der gerne vil markedsføre deres produkt eller sig selv.

Producerer videoer

Ofte begynder arbejdsdagen klokken 8, hvor de fleste kunder er klar ved telefonen, og frem mod klokken 15 har Mads Rasmussen travlt med at sælge sit produkt gennem telefonen. Andre dage er han mest ude på optagelser og til møder i byen med potentielle samarbejdspartnere og kunder.

Forældrene har bakket ham op i at vælge firmaet fremfor at tage en ungdomsuddannelse.

”Jeg har altid været god i skolen, men det har været lidt kedeligt. Hvis vi for eksempel skulle lære noget om at lave et regnskab, så brugte vi to timer den ene dag, to den næste dag, og så måske lige to timer igen næste uge. Og jeg er sådan lidt nørd, så allerede efter den første dag gik jeg hjem og googlede og så videoer om regnskaber, og så kunne jeg alt om det. Resten af tiden var kedeligt,” siger Mads Rasmussen.

En del af familien

Han bor med sin mor, Tina og far Michael, lillebror Mange og hunden Luna i et stort hus med udsigt og masser af plads. Alligevel er han godt tilfreds med det mindste værelse, hvor han både sover og arbejder.

Pligter slipper han ikke for, når han er en del af en familie. Han skal støvsuge og gå med hunden hver eftermiddag, så hans mor ikke skal stresse hjem fra arbejde. To gange om ugen skal
han lave mad til familien og det er ikke noget, der huer ham.

Hader at lave mad

”Jeg kan virkelig ikke lide at lave mad. Jeg er meget mere til at få det serveret. Når man laver mad skal man stå og røre i det og smage på det og alt muligt. Jeg kan heller ikke lide alt det rengøring, der følger med. Når jeg har lavet milkshakes, så råber min far altid, at jeg skal gøre rent før jeg drikker den – det er bare så irriterende,” siger Mads Rasmussen.

Han arbejder hver dag.

Nogle dage mange timer – andre færre for at have kræfter til de lange dage, hvor en arbejdsdag på en produktion godt kan strække sig over 15 timer.

Han er ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg, han har taget.

Lav risiko

”Risikoen for mit firma lige nu er jo ret lille, fordi jeg bor hjemme og ikke har nogen børn. Hvis jeg begyndte på gymnasiet, ville jeg nok altid tænke, at jeg skulle have valgt mit firma,” siger Mads Rasmussen.

Han vil ikke fuldstændigt afvise, at han måske en dag tager en ungdomsuddannelse, men lige nu er han optaget af at få sit firma op at køre og tjene penge. Målet er en Porsche 911 Turbo, inden han fylder tyve år.

”Jeg har altid elsket biler, og når jeg har set en Lamborghini eller Ferrari har jeg tænkt, årh, hvilket slags arbejde har ham, der kører den. Sådan vil jeg gerne have at folk tænker om mig, når de ser mig i en Porsche:
’gad vide, hvad han laver?’”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *