2000 kvadratmeter filmmagi
Biografen-01-42-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jan Boye (forrest) og Mads Viktorius i det, der bliver den store sal i den nye biograf på taget af Ballerup Centret. Foto: Kaj Bonne.
Levende billeder Den nye biograf i Ballerup rykker hastigt nærmere. Biografens nye makkerpar vil give alle den bedste oplevelse og knokler for at få det hele klar. Og så har den i øvrigt fået sit navn.

Selvom man stadig ikke kan se film og der stadig arbejdes i de store rum, så kan man begynde at ane, hvordan den nye biograf i Ballerup Centret vil komme til at se ud.

Fire sale med plads til i alt 347 biografgængere, den største sal med plads til 131 sæder. I alt 2000 kvadratmeter med plads til filmoplevelser.

Det sidste nye inden for teknologi, lyd og komfort og med god plads til parkering og let adgang til tog og bus.

Det er stort set det optimale udgangspunkt for en ny biograf, der i februar måned skal afløse den populære, men efterhånden også bedagede Baltoppen Bio.

Den nye biograf er ejet af den dynamiske duo Jan Boye, som de fleste kender fra Baltoppen og hans makker Mads Viktorius. De udgør et makkerpar, der repræsenterer stor aldersspredning, erfaring og ikke mindst passion for film.

Passion for film

”Jeg er økonomiuddannet og har været involveret i biografen i Ro’s Torv Kino. Så mødte jeg Jan og vi fandt ud af, at vi kunne drive det her sammen. Først og fremmest er jeg filmentusiast og deler passionen for film og oplevelser i biografen, så vi glæder os til at åbne den nye biograf for publikum,” siger den godt 30-årige Mads Viktorius.

De regner begge med, at den nye biograf vil give en helt ny dimension til sit publikum.

”Jeg er rigtig glad for, at have fundet en forretningsmakker, der deler min passion for film. Samtidig kan vi supplere hinanden rigtig godt på rigtig mange områder. Der er stor aldersforskel, men vi har netop hver sit at byde ind med, så det bliver godt,” siger Jan Boye, som løbende vil præsentere nye overraskelser for publikum efterhånden som byggeriet skrider frem og åbningsdatoen nærmer sig.

Det skal den hedde

Den nye biograf kommer helt i den ånd den er tænkt, til hedde Format biograf og allerede nu er der gang i en række tiltag, der skal gøre den tilgængelig.

”Vi får opstillet billetautomater, hvor man kan bestille billetter i centret, og vi er ved at bygge en ny hjemmeside, www.formatbio.dk. Her kan man bestille billetter der gælder til efter åbningsdagen, en oplagt julegave, man kan søge jobs og komme i kontakt med os,” siger Jan Boye, som pointerer, at de velkendte personale fra Baltoppen Bio følger med i den nye Format biograf, og lidt til.

”Vi får brug for mere personale, så vi leder efter folk, som altså kan søge gennem den nye hjemmeside” siger Jan Boye, som også pointerer, at hvis man skal se en film i den nye biograf og parkerer i centret, kan man få to timers ekstra parkering, så man i alt har fire timers fri parkering, der registreres automatisk via nummerpladescanner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *