I januar besluttede kommunalbestyrelsen en to-årig forsøgsordning for borgerforslag. Det betød, at borgere kunne stille forslag til forskellige emner til politisk behandling. Forslagene skulle slås op på Ballerup kommunes hjemmeside i tre måneder og hvis forslaget kan trække mere end 450 stemmer skal forslaget behandles i kommunalbestyrelsen. Indtil videre har det været småt med borgerforslag i det politiske arbejde, men nu har et forslag fundet vej til, ikke bare drøftelse i kommunalbestyrelsen, men også videre behandling i et fagudvalg.
Det er en borger fra Skovlunde, der har foreslået, at man i den kommende lokalplan for Skovlunde center Syd skal indtænke, at man laver et torv i det ’nye’ Skovlunde Syd.
Brug for fællesskab
Ifølge forslagsstilleren har en levende by brug for et sted at kunne afholde fælles arrangementer, som eksempelvis Skovlunde Byfest. Der vil en plads eller et torv i Skovlunde Syd være en æstetisk flot og tillokkende tilføjelse til den store byfornyelse, som Skovlunde oplever i disse år.
Det forslag har fået 547 stemmer og derfor er det nu blevet behandlet i kommunalbestyrelsen. Her fandt et flertal, at det var så godt et forslag, at det skulle sendes videre fagudvalget – i dette tilfælde teknik- og miljøudvalget.
Udvalget arbejder nu videre med forslaget i forbindelse med det videre arbejde med lokalplanen for Skovlunde Syd, men om forslaget bliver ophøjet til en del af en kommende lokalplan er endnu uvist.