Vi svigter de svageste elever
Debat Ballerup Kommune har fornylig her i 2020 modtaget Børne- og Undervisningsministeriets pris Ørneprisen.

Prisen gives til den kommune, der har haft den største stigning i søgningen til erhvervsuddannelserne sammenlignet med året før.

Det er flot arbejde. I flere år har vi her i landet diskuteret, at vi har brug for flere håndværkere mv. i fremtiden og der derfor er behov for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

Derfor er det glædeligt, at det er lykkedes for Ballerup Kommune gennem flere års ihærdig og målrettet indsats at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Det skal kommunen have ros for.

I det hele taget er det vigtigt, at alle unge får en ungdomsuddannelse. Det bør være en mulighed for alle og en af kommunens fornemmeste opgaver at sikre, at eleverne kommer ud af folkeskolen med de fornødne muligheder for at søge optagelse på en ungdomsuddannelse. Det skylder vi de unge mennesker. Når vi nu opfordrer til at alle unge får en ungdomsuddannelse, så bør kommunen også leve op til sit ansvar og sørge for at kravene til som minimum at blive optaget på en erhvervsuddannelse kan indfries.

Desværre er det ikke tilfældet. Alt for mange elever kommer ud af folkeskolen i Ballerup uden at have fået de kompetencer, der skal til for at kunne blive optaget på en ungdomsuddannelse. Det er et svigt af de svageste elever.

For hvor skal de gå hen, hvis ikke de har fået kompetencerne til at komme ind på en ungdomsuddannelse? Og hvad koster det samfundet, at unge ikke kommer i uddannelse og job?

Ballerup Kommunes folkeskole er en af de dyreste i landet målt pr. elev. Hvilke initiativer vil man sætte i værk, så flere elever fremover får muligheden for at få en ungdomsuddannelse?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *