Stemningen var høj og publikum var på plads i hallen med behørig afstand. Boldene var sprittet af og spillerne var spændte, da de gik på banen i Ny Rosenlundhallen lørdag for at spille den første kamp i 1. division efter, at holdet rykkede op før sommerferien. Modstanderne var nedrykkerne fra volleyligaen – Frederiksberg Volley.
Det blev en spændende kamp, hvor Rosenlund Volleys damer vandt 1. og 2. sæt relativt ubesværet med pointene 25-19; 25-12. I 3. sæt blev modstanden strammet op fra det unge hold fra Frederiksberg og sættet blev tabt 25-27 og 4. sæt blev også en tæt udfordring, som blev vundet af Rosenlund 25-23. Sejren blev fejret med kampråb og stor jubel fra de fremmødte publikummer.
Næste kamp mod Team Køge.2 er også en hjemmebanekamp og bliver spillet i Ny hal på Rosenlundskolen i Skovlunde lørdag den10. oktober med kampstart klokken 13.