Der kom et brev fra Dronningen
Dronnng-gave.jpg
Borgmester Jesper Würtzen overraskede 4.b med en hilsen og gaver fra Dronning Margrethe som tak for klassens flotte billede i anledning af hendes 80 års fødselsdag. Borgmesteren havde også en ekstra gave med til klassen, der vakte stor jubel. Foto: privatfoto
Hilsen 4.B fra Hedegårdsskolen fik et personligt brev fra Dronning Margrethe, som tak for deres bidrag til en fælles gave i anledning af majestætens 80 års fødselsdag.

”En hjertelig tak for Ballerup Kommunes bidrag til kommunernes fælles gave i anledning af min 80 års fødselsdag.

Det var en stor oplevelse at se resultatet
af alle børnenes kunstneriske udfoldelser til ferniseringen på Christiansborg Slot”.

Sådan lyder takkehilsenen til 4.B på Hedegårdsskolen, der er underskrevet af selveste Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Klassen havde i fællesskab med 3. klasser fra resten af landets 97 kommuner lavet en flot tegning til hende i anledningen af 80 års fødselsdagen tidligere på året. To repræsentanter fra klassen skulle have overrakt billedet til Dronningen, men det blev desværre aflyst på grund af corona-nedlukningen.

Eleverne havde tegnet Dronningen sammen med Prins Henrik i en blomstrende have og krydret tegningen med et citat fra Prins Henriks bryllupstale til hende.

’Jeg kom fra et blomsternes land til en blomstrende have; syren og guldregn, hyld og bonderose, blomster i parker, i marker og skov, blomster i grøftekanten. Men pigen var dog havens allersomdejligste pynt’.

Nu da Dronningen ikke selv fik mulighed for at takke eleverne, havde hun i stedet bedt borgmester Jesper Würtzen om at overrække to små gaver som tak til klassen.

Ekstra overraskelse

”Goddag med jer. Må jeg forstyrre”?

Borgmester Jesper Würtzen stikker hovedet ind i klassen. Det er en helt almindelig tirsdag morgen i 4.b, og eleverne kigger overrasket op, da borgmesteren pludselig står i klassen i-
ført skinnende borgmesterkæde.

Han har to firkantede pakker i kongeblåt papir med under armen.

”Jeg har to gaver med til jer fra Dronningen som tak for det fine billede, I har lavet til hende”.

To elever pakker gaverne op på vegne af klassen. Pakkerne indeholder to fine hvide kopper fra Royal Copenhagen med Dronningens monogram på og tallet 80 med svungen guldskrift.

”Det er jo meget fint at få sådan noget fra Dronningen. Men der er også noget fra kommunen. Det er i den der kuvert,” siger han og peger.

Børnene åbner kuverten, og et øjeblik efter bryder jublen løs. Som tak for indsatsen og fordi klassen
påtog sig den særlige op-
gave at lave en gave til Dronningen på vegne af hele Ballerup Kommune, skal klassen nu en tur på Eventyrfabrikken, der er et indendørs legeland i Ballerup.

”Yes, det er så godt, ” siger en af eleverne og kigger på sin sidekammerat med store øjne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *