Bamser i bytte for varme hænder
Bamser-01-38-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

De mange bamser var samlet i Magleparken inden de skulle videre til Christiansborg. Indsamlingen var sat i gang af Ida K. Nielsen (forrest), Malika Lund (i midten) og Rosa Hansen (bagest). Foto: Kaj Bonne.
Aktion En gruppe lokale forældre har samlet bamser ind til den landsdækkende kampagne for bedre normeringer i institutionerne. Målet er at få flere varme hænder ind i daginstitutionerne.

Det så både flot og lidt foruroligende ud, når man torsdag kom gående på gangstien ved en af blokkene i Magleparken. Et bjerg af farverige bamser i alle former og størrelser lå op ad muren. Men det var ikke en lastvogn på vej til en legetøjsbutik, der havde tabt lasten, ligesom det heldigvis heller ikke var et mindested for en tragisk begivenhed.

De i alt 514 indsamlede bamser var resultatet af nogle forældres ihærdige indsats i kampen for bedre minimumsnormeringer i instutitionerne.

I kølvandet på sidste års landsdækkende demonstrationer for at få bedre normeringer i daginstitutionerne er forældrene igen gået på barrikaderne for at gøre opmærksom på, at der stadig mangler bemanding i institutionerne.

Også lokaleforældre er med i bevægelsen, der fik navnet ’HvorEr DerEnVoksen’ der sidste år samlede masser af mennesker til demonstration foran Ballerup Rådhus.

Det kan ikke lade sig gøre i år på grund af corona og forsamlingsforbud, men det stopper ikke forældrene.

Derfor har de i år tyet til online-demonstrationer med taler og møder ved computeren lørdag. Desuden har man altså samlet en masse bamser ind, som blev indleveret lørdag på Christiansborg, for netop at gøre opmærksom på problemet.

Slår rekorden

”Der er samlet ind i hele Danmark og vi har også være aktive i Ballerup Kommune. Vi har samlet rigtig mange bamser ind på kort tid og koordineret det online og de skal så ind til Christiansborg. Vores mål er at slå Guinness-rekorden og så skal vi nå 7600 bamser. Det regner jeg med, at vi når,” siger Malika Lund, der er en af folkene bag den lokale kampagne. Det endte med, at der blev afleveret 9061 bamser og dermed blev rekorden slået.

Sammen med Ida K. Nielsen og Rosa Hansen har de koordineret den lokale del af kampagnen og deres budskab er klart.

”Målet er flere hænder i institutionerne. Det er tydeligvis ikke nok, det som er nu. Vi afleverer børn i institutioner hver dag, og der kan vi se, at der slet ikke er tid og ressourcer til den omsorg, som man kan forvente. Man kan i det mindste have den normering, som kommunerne siger der er, for den kan vi ikke se,” siger Ida K. Nielsen og suppleres af Malika Lund.

”Vi gør også det her for at vise, at vi påskønner det arbejde, som pædagogerne gør. Trods de forhold, de bliver budt, så gør det et stort arbejde hver dag,” siger hun.

Ida K. Nielsen efterlyser bedre planlægning fra kommunernes side.

Giver ikke op

”Der sker en stor tilflytning til Ballerup Kommune i denne tid. Man vil gerne have flere borgere til og flere skattekroner.

Det er helt fint. Men der følger ikke penge med, når det kommer til normeringerne. Det er vi nødt til at gøre opmærksom på,” siger hun.

Kampagnen begyndte som nævnt sidste år med store demonstrationer over hele landet, men siden er der, ifølge de lokale forældre, ikke sket så meget.

”Vi opgiver ikke kampen. Det kan godt være, at kommunerne ikke nu og her kan gøre noget, men så må borgmestrene gå til deres bagland på Christiansborg og fortælle, at de mangler ressourcer. Vi har problemerne i institutionerne, men det fortsætter også i skolerne. Så vi fortsætter og tier ikke stille, ” siger Malika Lund.

Men det evigt tilbagevendende spørgsmål er altid, hvor pengene til de ekstra hænder skal komme fra.

Kreative løsninger

”Det er jo altid, der hvor diskussionen ender. Skal det så være de ældre, der skal betale i stedet. Men man er nødt til at finde en balance og i det mindste sørge for, at normeringerne er som man fortæller, at de er, ”siger Malika Lund, der ønsker normeringen skal være en pædagog til tre børn i vuggestuer og 1-6 børn i børnehaver.

”Det handler om at prioritere, ligesom i alle andre økonomier. Men der må være nogle kreative løsninger i kommunerne. Ting der er nødvendige og mindre nødvendige og måske kunne man udnytte, at der er mange der for tiden har mistet deres arbejde i corona-tiden, sm man så
kunne få aktiveret på en god måde. Der skal også kreativitet til,” siger Ida K. Nielsen.

De mange tusinde bamser bliver i øvrigt efterfølgende givet til organisationen ’Børn på flugt’, så de kommer en masse børn med endnu større udfordringer til glæde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *