Ballerup Centret får automatisk p-system
P-plads.jpg
Der er kommet et nyt p-system i Ballerup Centret, der automatisk registrerer nummerpladen, når man kører ind. Mange mener, at det er en forringelse, men Dades afviser. Foto: privatfoto
Parkering Efter mange år med tre timers parkering og manuel p-kontrol er der nu indført et automatisk p-system med nummerpladescanner i Ballerup Centret. Samtidig sænkes grænsen for gratis parkering til to timer.

Parker i tre timer ganske gratis. Sådan har det lydt i mange år i Ballerup Centret.

Hvis man parkerede udover de tre timer skulle man flytte bilen og stille skiven ellers vankede der en bøde fra de runderende p-vagter.

Fra mandag ændrede det sig. Nu kan man parkere i to timer gratis. Derefter skal man betale pr. efterfølgende timer.

Samtidig registreres nummerpladen automatisk, når man kører ind på parkeringspladsen, så man ikke skal rende og stille p-skiver.

Ballerup Centret er dermed hoppet med på den automatiske scanne-parkering, som mange storcentre har indført de senere år.

Mange har reageret skarpt og kaldt det en forringelse. Men sådan ser man ikke på det hos Dades, ejeren af Ballerup Centret.

”Vi ser det ikke som en forringelse. Nu kan man holde i to timer og ikke tænke på noget, uden at skulle betale for det.

Derefter kan man så betale 20 kroner for den efterfølgende time, men til gengæld skal man ikke tænke på at stille p-skive og samtidig får man ingen afgift, uanset hvor længe man parkerer. Det ser vi faktisk som en forbedring. Vi har analyseret, hvor længe kunderne parkerer i Ballerup Centret. Og den gennemsnitlige længde er 70-80 minutter, så for langt de fleste vil det ikke betyde noget. For resten vil det så betyde, at man skal betale lidt, men til gengæld slippe for at skulle tænke på at få en afgift,” siger Jakob Møller, kommerciel direktør i Dades.

Ikke gratis

I eksempelvis Rødovre Centrum er der gratis parkering, men det er ikke en vej man kan gå, mener Jakob Møller.

”Vi er et stationsnært center og der er vi nødt til at have en form for regulering. Det er ikke meningen, at Ballerup Centret skal være en pendlerparkering. Det er et problem, vi ser i mange centre med et relativt begrænset antal pladser og stationsnær placering. Så der adskiller Ballerup sig fra Rødovre Centrum,” siger Jakob Møller, som også påpeger, at netop Rødovre Centrum har langt flere p-pladser, fordi man har kunnet udbygge antallet af pladser i takt med udvidelsen centret.

Han afviser også, at de nye regler er tænkt som en måde at øge indtægterne på.

En tryg løsning

”Det kan godt være, at nogen tror det, men det er ikke tænkt som en optimering af vores indtægter. Det handler om, at vi synes det er et bedre og tryggere løsning for vores kunder og man skal huske på, at vi også investerer et betydeligt beløb i det nye system. Så vi tror på, at det giver en bedre oplevelse for vores kunder,” siger Jakob Møller, som samtidig pointerer, at den nye biograf har taget en del af p-pladserne og at det mindre antal pladser også skal ind i ligningen. Desuden fortæller han, at hvis man skal i biografen, bliver det muligt at tillægge flere gratis timer til sin parkering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *