Kulturen skal også være for børn og unge
Debat Ser man på Ballerup Kommunes kultur- og fritidspolitik, som blev vedtaget 11. august på kultur- og fritidsudvalgets møde, er det jo fristende også at se på børns og unges møde med kunst og kultur i Ballerup Kommune.

I politikken står der blandt andet at Ballerup Kommune skal sikre kultur- og fritidsaktiviteter for, med og af børn og unge. Og at de får mulighed for at udvikle kreative og sociale kompetencer. Og hvorfor nu det?

Jo, børn og unges møde med kunst og kultur er både et spændende og særdeles vigtigt område.

Desværre spiller den sociale arv stadig en stor rolle i mødet med, og deltagelse i kulturlivet. Vi må skabe mere lige muligheder for vores børnefamilier til at opleve vores fællesskaber omkring kultur. Vi må sikre at børn og unge, uanset social/ etnisk baggrund, får en levende og engageret adgang til kulturområdet. Det er jo lige præcis her, vi skaber fundamentet for en styrkelse af vores fælles forståelse af vores samfund, kommune og værdier.

Så bliver der straks spurgt : “ kan det kapitaliseres?” Med andre ord, kan man sætte etik og profit sammen? Og ja, det mener rigtigt mange forskere.

Tager man fat i børn og får dem og deres forældre ind i meningsfulde fællesskaber, ser vi ikke disse børn/unge 10-15 år senere i andre fællesskaber, der koster rigtig meget i institutionsplaceringer. Det koster relativt lidt mens man kan få de små og familien i tale, og det kommer tilbage, både menneskeligt og økonomisk senere.

Vi kunne for eksempel etablere et fælles musisk sprog allerede i børnehave og indskoling , hvor en pædagog med musikuddannelse kunne lære de mindste sanglege, bevægelse osv, som kan gå igen i indskolingen , for blandt andet at lette overgang fra børnehave og skole.

Da vi kan se, at mange familier fravælger musikskolens tilbud, fordi de synes det er for dyrt at deltage, må der tænkes nyt. Der kunne eksempelvis skabes yderligere samarbejde mellem vores kulturinstitutioner og skoler/institutioner.

Billigere introforløb de første år i musikskolen, nytænkning med holdundervisning kontra den traditionelle een til een undervisning og meget andet. Der kunne etableres en kulturprofilskole(r), gennem stærke partnerskaber med musik-og kulturskolen og f.eks. Teater Klima.

Kort sagt kan vores kulturpolitik styrke den kulturelle dannelse og vores demokratiske fundament.

Men det er alt sammen et spørgsmål om, og prioritering af de midler, vi nu engang har til rådighed i Ballerup Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *