Lune skorstene i Lundegården
Chimney-Cake-02-36-20-copy.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Ægteparret Martin og Susy Gál Rødtnes vil introducere den ungarske specialitet kürtős kalács for danskerne - men de gør det på deres helt egen måde, hvor kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan fylde det lille stykke bagværk med. Foto: Kaj Bonne
Mad En gammel ungarsk specialitet har fået nyt liv i Lundegården i Ballerup, hvor parret Susy og Martin Gál Rødtnes har åbnet ’The Chimney Cake Shop’.

Det er en godt skjult lille perle, der er dukket op i Lundegården i Ballerup. For midt i den lille ø af butikker, som ligger i Hestens Kvarter åbnede tidligere på året ’The Chimney Cake Shop’.

Det er ægteparret Martin og Susy Gál Rødtnes, der står bag. Martin er selv født og opvokset i Lundegården og Digterprken, Susy er oprindeligt fra Ungarn – og det er netop hendes rødder, der har inspireret dem til at ’’genopfinde’’ den særlige ungarske streetfood-specialitet kürtős kalács.

Det noget fremmedklingende navn har de dog droppet og i stedet valgt at bruge den amerikanske betegnelse chimney cake – altså skorstenskage.

Navnet kommer af, at den specielle snack ligner en lille skorsten, når den helt færdigbagt tages af spyddet og stilles på højkant, så varmen ’’ryger’’ fra toppen.

Kun fantasien sætter grænser

”Jeg har været vant til dem fra jeg var helt lille. Man kan få dem alle steder i Ungarn og Tjekkiet,” fortæller Susy, der hver dag – undtagen mandag – er at finde i butikken i Lundegården.

Hver morgen begynder med at lave en ordentlig portion dej – helt almindelig gærdej ’’med lidt hemmelige ingredienser,’’ som Martin tilføjer med et smil.

Dejen bliver, når den skal bruges, rullet i lange pølser og viklet om spyd. Dernæst kan den enten blive til en ’’kage’’ ved at blive trillet i noget sødt eller til en ’’mad-snack’’ ved at blive krydret og rullet i cheddarost.

”Vi har lades os inspirere af de forskellige lande, der laver chimney cakes – og så prøver vi også hele tiden selv at produktudvikle og finde på nye, spændende varianter. Det er jo kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan fylde i sådan en chimney cake,” fortæller Martin og tilføjer, at de blandt andet har fundet på ’chimney hotdoggen’.

Et kig på menukortet viser, at de små lune skorstene kan fås med alt lige fra softice og Oreo-drys til salat og kylling.

Udvider med foodtruck

Parret slog dørene op til deres butik i Lundegården 22. februar. De havde to fantastiske uger, så kom corona. Det var lidt af en mavepuster for de to iværksættere, der dog overlevede på take-away og lækkersult fra deres voksende gruppe af stamgæster.

”Alt taget i betragtning er det faktisk gået ret godt. Faktisk går det nu så godt, at vi planlægger at anskaffe en foodtruck snart, for vi får en del henvendelser fra folk, der gerne vil have os ud,” fortæller Martin.

Blandt andet har de lige været på den ungarske ambassade og servere den populære snack for kendere.

Kendere er der efterhånden også mange af i Lundegården og Susy elsker at have butik i det hyggelige boligområde.

”Det er godt at ligge her. Jeg kender efterhånden mange – også ved navn og det er hyggeligt, når de lige stikker hovedet ind og siger hej. Jeg får også tit besøg af ungerne i området. Så får de en slikkepind,” smiler Susy.

De to har dog ikke planer om at flytte herud, for de er næsten lige flyttet til Glostrup.

”En flytning er hård, så det orker vi ikke igen lige foreløbig,” tilføjer hun


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *