Borgermøde gav håb om fremskridt for Skovlunde Bymidte
Skovlunde-1.jpg
Lige nu er der rodet og lidt klondike-agtigt ved Skovlunde Center nord, blandt andet ved området omkring Circle K-tanken. Men inden alt for længe vil der blive bygget her også. Foto: privatfoto
Byudvikling Torsdag aften var der indkaldt til borgermøde om status for det store Skovlunde bymidte projekt. Det gav anledning til både glæde og bekymring.

Det har længe stået stille i Skovlunde bymidte. Trods store planer og nedrivning af bygninger, er det indtil videre kun blevet til en ny bygning, der blev indviet i december måned.

Derfor har mange undret sig over, hvad der sker og om der sker noget.

Men torsdag aften var der indkaldt til borgermøde om projektet og her fik de fremmødte Skovlunde-
borgere noget at gå hjem med.

Udover repræsentanter fra Ballerup Kommune var også repræsentanter for de to ejere til stede. Det var dels Skovlunde Invest, der skal færdiggøre center/butiksdelen samt 1927 Estate, der har købt hjørnegrunden ved Ballerup Boulevard og Bybuen samt området ved Circle K-tanken ved Ballerup Boulevard og Torvevej, hvor de skal opføre boliger.

Efter en intro af formanden for teknik- og miljøudvalget, Hella Tiedemann (A) var det netop den ene ejer, 1927 Estate, der fik ordet.

Ifølge 1927 Estate varer det ikke længe, før man kan se maskinerne gå i gang på hjørnet af Bybuen og Ballerup Boulevard.

Går snart i jorden

”Vi kan gå i jorden i det vi kalder delområde 1, altså på hjørnet af Ballerup Boulevard og Bybuen hurtigst muligt. Byggetilladelsen er klar, så i løbet af et par måneder byggepladsen klar og om et par måneder går vi i jorden,” siger Martin Thingstrup Odgaard, ejendomsudvikler og projektansvarlig hos Estate 1927.

Ifølge Estate 1927’s egne planer skal de gå i jorden i første kvartal 2021 og være færdig med i alt 142 boliger efter maksimum halvandet år.

Også delområde 6 nærmer sig en igangsætning. Ifølge udviklingsdirektør Anders Horsdal har Estate 1927 købt grunden, hvor Circle K tanken ligger og dermed ryddet en af de helt store hurdler for videre udviklingen af områder af vejen.

Vi er meget tæt på en aftale med Circle K og når vi har en byggetilladelse kan vi gå i gang. Jeg regner med, at vi senest i februar er klar på del område 6, hvor der skal byges 110 boliger. Vi har ikke helt afklaring omkring de 44 rækkehuse i midten af området, men ellers er alt solgt”, siger Anders Horsdal, som garantere, at der bliver bygget.

”Vi har nogle investorer, der står klar og det skal hænge sammen økonomisk, så vi bygger, også selvom butiksdelen ikke helt spiller,” siger han.

Svært med butikker

Lidt tungere ser det nemlig ud, når det kommer til butiksdelen af projektet.

Skovlunde Invest har for længst fået tømt den nedrivningsklare del det gamle center nord og gjort klar til at opføre de nye centerstrøg med butikker. Men lige nu er det ikke til at få butikkerne til at bide på.

”Vi har kontakt til en del butikker og der er en del små butikker, blandt andet tidligere butikker fra centret, der er interesserede. Men som tiderne er nu, kan vi ikke få større butikker til at byde ind. Nu forsøger vi at vi omkonstruere butiksarealerne, så vi kan finde en god løsning. Men vi håber da, at der om nogle måneder vil være aktivitet ved den tidligere Matas og så kan vi bevæge os videre. Jeg kan garantere for, at vi ikke er interesserede i at lade tingene ligge for længe. Fuld ejendomsskat og ingen butiksleje – det er ikke en god forretning,” sagde Bjørn Skouenby fra Skovlunde Invest.

Han udtrykte stor ærgrelse over, at alle skulle vente så længe og at man ikke havde forventet, at det vi ville vare så længe.

Problemerne med butikkerne ærgrer også Estate 1927, der dog som nævnt ikke ryster på hånden af den grund.

Klar til samarbejde

”Det oprindelige projekt er et meget sympatisk projekt, der nærmest minder om en provins-gågade. Det er ærgerligt, hvis det ikke kan realiseres. Men vi fortsætter naturligvis vores byggeri og håber, at der kommer en løsning. Vi kunne sagtens forestille os et samarbejde om den del også, hvis det skal være. Så ringer de bare,” siger Anders Horsdal fra 1927 Estate.

Mange af tilhørerne udtrykte bekymring over og frygt for, at projektet ville ende med kun boliger og ingen butikker, hvilket ikke var meningen med hele projektet.

Men ifølge formand for Skovlunde Lokalråd, Jens Minnet, skulle man i første omgang glæde sig over, at der nu sker noget og at man så må håbe, at der sker en udvikling med hensyn til butikkerne den kommende tid.

Dialog med syd

Også fra Ballerup Kommune er der optimisme – trods alt.

”Jeg er optimistisk trods alt. Man går snart i gang på delområde 1 og delområde 6 til næste år. For Skovlundes skyld skal det i gang snarest. Vi behandler dispensationer til byggeriet den 29. september og så skulle man være klar til at gå i jorden. Med hensyn til butikkerne, så vil vi se, hvad vi kan gøre, blandt andet ved at være i dialog med Center Syd om at flytte butikker derop. Men det er i sidste ende ejerne, der kan gøre noget,” siger Hella Tiedemann.

Under alle omstændigheder ser det ud til, at Skovlunde-borgerne efter lang tids venten endelig kan se frem til en udvikling i det store bymidte-projekt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *