Kolonihavefolk: Kommunen handler udemokratisk
Kolonihaver-01-36-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Den nye lokalplan bliver grillet godt og grundigt af fra venstre Katrine Septimius, Johnny Grinyer, Michelle Karantonis og Anja Bøgh. Foto: Kaj Bonne.
Kolinihaveballade Den nye lokalplan 182 om kolonihavernes fremtid er i høring. I kølvandet på det dramatiske borgermøde langer en gruppe formænd fra de frie haveforeninger ud efter Ballerup Kommunes ageren i sagen. De mener, at der er handlet udemokratisk og at man ikke inddrager beboerne.

Der er ganske hyggeligt og stille denne onsdag aften i haveforeningen Godthåb i Skovlunde. I fælleshuset er der dækket op til fest, hvis nogen skulle finde på at leje huset til en komsammen og ellers har freden sænket sig over området.

Men ellers er det småt med freden. For vreden ulmer blandt de folk, der i dag har indtaget huset.

Her sidder repræsentanter for tre af de frie haveforeninger Godthåb, Harrestrup og Ågerup.

De er samlet for at fortælle om deres syn på den nye kolonihave-lokalplan, som Ballerup Kommune har fremlagt.

De fire fremmødte var tirsdag i forrige uge tilstede ved det borgermøde, der blev afholdt på Ballerup Rådhus om netop den lokalplan, der nu er i høring frem til 20. september.
Ballerup Bladet har sat dem stævne for at høre om deres syn på kommunens forslag, der mildest talt ikke vakte den store begejstring på borgermødet.

Det er et billede, der går igen denne onsdag aften.

Bestemt på forhånd

Det er især reglerne om at man ikke må opholde sig i kolonihaverne i tidsrummet fra klokken 21 til 07 fra april til oktober – med undtagelse af de dage der er omfattet af kommunens skoleferier. Desuden mener de fremmødte, at Ballerup Kommune igennem hele processen har handlet på skrømt og slet ikke har villet en reel dialog.

”Vi oplever, at Ballerup Kommune under hele forløbet har sat dagsordenen. Vi blev i 2019 indkaldt til et møde, og der blev det dikteret, hvad vi skulle snakke om. Det var besluttet på forhånd. Da vi kom med indsigelser, blev det lukket ned. Siden blev vi inviteret til endnu et møde i september 2019 og det blev aflyst. Siden har der ikke været nogen dialog,” siger Anja Bøgh, formand for haveforeningen Godthåb. Hun mener, at hele forløbet er udemokratisk.

”Min tillid til politikerne og embedsværket er helt forsvundet på baggrund af det her forløb. Det har været en arrogant forvaltning hele vejen igennem. Vi er ganske enkelt rystede over, at man ikke baserer en lokalplan på fakta og at man ikke lytter til os, der bor her,” siger Anja Bøgh.

Talsmand for haveforeningen Harrestrup, Katrine Septimius mener, at Ballerup Kommune simpelthen tilsidesætter forvaltningsloven.

”Ifølge forvaltningsretten skal man inddrage borgerne og det mener vi slet ikke, vi er blevet. Det er ren proforma indflydelse og vi har i virkeligheden spildt vores tid,” siger hun og påpeger, at man nu vil diskutere hele processen med en advokat og måske alliere sig med en ekspert i forvaltningsret, så man kan gennemgå processen.

”Vi er jo helt almindelige frivillige og har hele tiden være indstillet på at være i dialog med kommunen. Men vi er bare blevet tromlet,” siger hun.

Men det er ikke kun processen, som kolonistene er sure over.

Kollektiv afstraffelse

Selve indholdet i lokalplanen får også formændene op i det røde felt. Især passussen om begrænsningen af opholdstiden.

”Det er kollektiv afstraffelse. Det kan godt være, at der er nogen, der bor i kolonihaver hele året. Det ønsker vi heller ikke og har aldrig ønsket. Men hvor mange er det? Og hvilke foreninger er der tale om? Det skal afdækkes. Det har vi ikke fået at vide og nu vil man bare straffe alle, ” siger Johnny Grinyer, formand for haveforeningen Ågerup.

Han efterlyser samtidig nogle værktøjer til at gennemføre sanktioner mod folk, der bor hele året i boligerne.

”Vi vil gerne i dialog med kommunen, så vi ved, hvordan vi eventuelt skal tackle det problem,”siger han.
I det hele taget mener formændene, at reglerne er baseret for meget på formodninger og fordomme og for lidt på fakta.

Anonymt angiveri

”Det kunne være godt, hvis Ballerup Kommune kunne præsentere fakta for os. Det virker som om, at de har en fast forestilling om, hvem vi er. Men vi er meget forskellige mennesker, der har forskellige liv. Vi er yngre, ældre og folk med forskellige arbejdstider. Så hvordan kan man have så rigide regler. Kommunen har tilsyneladende en eller anden forestilling om, at vi er nogle sociale tabere. Desuden undrer jeg mig over, hvor kommunen ved fra, hvem der bor her ulovligt. Det er ikke noget, de har spurgt os om. De baserer tilsyneladende deres regler på anonymt angiveri,” siger Anja Bøgh og suppleres af en anden talsmand fra haveforeningen Harrestrup, Michelle Karantonis.

”Jeg har haft mit hus i tre år og jeg har en lejlighed på Nørrebro og rejser desuden en del. For mig er det netop en kvalitet at kunne komme ud i mit hus, når det passer mig. Når der for eksempel bliver lidt for ’festligt’ på Nørrebro i weekenden, er den fleksibilitet god, at jeg kan tage ud i huset i stedet for at være den der sure dame i lejligheden nedenunder. Den fleksibilitet har jeg faktisk købt og betalt og den fjerner man,” siger hun.

Alle de fremmødte er enige om, at man skal ulovlig helårsbeboelse til livs og at man gerne vil i dialog om det. Men de mener, at man baserer reglerne på noget, man ikke ved.

”Vi er helt på det rene med, at politikerne ikke kan sætte sig ind i alt, men det skal foregå ordentligt. Derfor skal politikere lytte til os der bor her, indgå i en reel dialog og så skal tingene foregå ordentligt. Vi vil ikke have helårsbeboelse, vi vil blot bevare det vi har. Det er det, vi har købt. Resten må vi så i dialog om,” siger Anja Bøgh.

Repræsentanterne er inviteret til et møde med teknik- og miljøudvalget den 16. september, fire dage før høringsfristens udløb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *