Svar til Sanne Fandrup
Debat Kære Sanne Fandrup. Du spurgte i sidste uge til dokumentation i forhold til udfordringerne med, at nogle af kolonihaveejerne - heldigvis kun et mindretal - bruger deres huse ulovligt.

Den 28. oktober 2019 behandlede kommunalbestyrelsen en mulig kolonihaveindsats, og her fremlagde administrationen et notat. Her står der blandt andet:

– Administrationen kan kun skønne over antallet af ulovlige beboelser og kan kun gøre det på grundlag af indikationer, indtil en egentlig indsats igangsættes. Blandt indikationerne er forsøg på folkeregistrering i kolonihaver. I første halvdel af 2018 behandlede Folkeregisteret 256 kontrolsager, herunder sager vedr. forsøg på tilmelding i kolonihaver.

I den periode blev 5-10 flytninger ugentligt afvist til kolonihaver. Det vurderes, at det er fortsat i samme omfang.

Blandt de øvrige indikationer på, at folk bor i haverne helårligt, er:
– sager vedr. borgere, der med udgangspunkt i en kolonihave, har brug for støtte fra Børne- og Ungerådgivningen, anmoder om ydelser, handicapindretning eller -egnet bolig m.v.
– borgere, der ønsker at tilmelde børn i skoler og daginstitutioner med udgangspunkt i en kolonihave.
– underretninger fra andre kommuner.
– anonyme henvendelser om socialt bedrag, ulovligt ophold, ulovlig videreudlejning eller kriminalitet i kolonihaver

Administrationen håndterer selvfølgelig løbende de sager, som den får kendskab til. I kolonihaveloven står tydeligt, at kolonihavehuse ikke må anvendes til helårsbeboelse, og i forarbejderne til loven fremgår det, at ”bebyggelsen ikke lovligt må være bopæl for nogen i vinterhalvåret”.

Kolonihaverne er til stor glæde for mange borgere, og de allerfleste anvender også områderne lovligt og helt efter reglerne. Men der er desværre et mindretal, der ikke anvender deres kolonihaver efter bestemmelserne. Det er ærgerligt, og kommunalbestyrelsens arbejde med udforme en ny lokalplaner skal netop sikre, at kolonihaveområder bevares og videreføres efter den ånd og de intentioner, der ligger i lovgivningen for området.

2 kommentarer om “Svar til Sanne Fandrup”

  1. Louise siger:

    Det giver da ingen mening at fx en borger der fx kommer fra anden kommune som har kolonihave i Ballerup ikke kan få hjælp til handicap indretning af deres kolonihave fordi de bor der fx i sommerhalvåret, alle ved da at man kan få hjælp også i et helt alm sommerhus så hvorfor ikke i en kolonihave??
    Så straffes man også fordi man er uheldig og ex har fået en blodprop eller blot blevet ældre??

  2. Troels Aagaard Loua siger:

    Af Borgmesterens svar fremgår det, at man fortsat hemmeligholder kommunens vurdering af omfanget af ulovlig beboelse i kolonihaverne. Derudover fortæller Borgmesteren, at vurderingen, som vi ikke må se, er baseret på 1) Forsøg på ulovlig beboelse, som er blevet stoppet, me hjælp af eksisterende lovgivning. 2) Ansøgninger om flytning af hjemmehjælp, som ikke er ensbetydende med helårsbeboelse, men derimod er et helt naturligt ønske fra kolonihaveejere, som er så heldige, at de kan bebo deres kolonihave fuld tid i kolonihavesæsonen. Omkostningen ved at yde denne hjemmehjælp, kan Ballerup desuden sende videre til de kommuner de pågældende kolonister kommer fra. 3) Underretninger fra andre kommuner, som så åbenbart har undersøgt sagen for Ballerup kommune, eller? Og endelig 4) Rygter og angiveri, hvis ægthed åbenbart heller ikke er undersøgt – vi må ihvertfald ikke få noget at vide. Det er ellers værd at undersøge da, det er meget alvorlige anklagerog der kan være tale om misforståelser, fejlopfattelser eller endnu værre, nabostridigheder og misundelse. Den som ikke har noget at skjule, plejer ikke at have travlt med at genmme det. Så hvorfor vil Ballerup kommune ikke lægge kortene på bordet og offentliggøre deres vurdering af omfanget af ulovligheder? Det er trods alt den vurdering, som kommunalbbestyrelsen begrunder deres forsøg på at ændre Aukens kolonihavelov med. Så der må være tale om et ganske væsentligt omfang, når der er behov for så drastiske midler. Tænk at Ballerups socialdemokratiske kommunalbestyrelse vil gøre op med Aukens kolonihavelov og ændre lovens formålsparagraf: Den GÆLDENDE!! paragraf lyder: “§ 1. Loven skal sikre, at kolonihaveområder fortsat kan være en væsentlig del af bybefolkningens muligheder for rekreation og beskæftigelse i fritiden”. Hvis kommunalbestyrelsens forslag til lokalplan skal være lovligt, skal kolonihaveloven ændres til noget i retning af følgende: “§ 1. Loven skal sikre, at kolonihaveområder trods alt kan være en del af udvalgte dele af bybefolkningens muligheder for rekreation og beskæftigelse i en fastat, nu væsentligt mindre andel af deres fritid”. Auken må rotere i sin grav.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *