Klumme: Putteritualer og rutiner
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

”Mor vent! Maj li si noet,” sagde Titan.
”Okay skat,” svarede jeg.
”Vorfor den der hænge der?”
”Fordi billeder hænger på væggen. Kan du sove godt skat.”
”Men mor. Maj li si noet.”
”Hvad skat?”
”Maj bornehave morn?”
”Ja, du skal i børnehave i morgen, men nu skal du sove.”
”Men maj li,”
”Nej skat, vi må tale i morgen. Kan du sove godt.”
Jeg når som regel kun et par skridt væk, før han råber ”ælser osse daj” uafhængigt af hvad jeg har sagt. For Titan er kun tre år og forstår nok ikke udtrykket ”jeg elsker dig” (som jeg måske bruger lidt for tit)

Putteritualer er en sjov ting, ligesom børns konstante behov for at forlænge dagen, når lyset slukkes. Da vores ældste, Dixon, på mange måder var verdens letteste baby, fik vi aldrig behov for faste putteritualer. Jeg husker endda min mand sige, at det måske bare var vores ritual, at det aldrig var fast. Og sådan gik det og gik rigtig fint. Lige indtil lillebror kom til verden.

Titan er mange skønne ting, men let er ikke en af dem. Han er i dag 3,5 år og på de gode nætter vågner han kun to gange. Så vi antog hurtigt, at den frie tilgang til putning ikke hjalp. Desværre var der ikke rigtig noget, der fik ham til at sove, men i jagten på søvn, har vi alligevel formået at få faste putteritualer.

Med storebror Dixon var det eneste faste, at vi læste og jeg sang ’Øjesten’, som er en sang min egen far sang for mig, da jeg var barn. Faktisk læste jeg et sted, at de fleste af os synger de samme godnatsange for vores børn, som der blev sunget for os. Det synes jeg er utrolig smuk og dejlig arv. Dixon har dog også altid været ret glad for sangen ’Buster’, så den har jeg også sunget meget.

Nu til dags deler drengene værelse og når far putter, synger han ’Langt ude i skoven lå et lille bjerg’. Jeg er mere blød og lader dem vælge en sang hver. Dixon vælger altid ’Øjesten’ eller ’Buster’. Titan foretrækker ’Lille Peter edderkop’, ’Den lille Ole med paraplyen’ eller ”motorcykel-sang,” som er mig, der synger det der falder mig ind og siger motorcykel i hver andet ord og brummer som en. Det synes han er ret sjovt og jeg er også ret overbevist om, at jeg både ser og lyder ganske underholdende.

Vi læser også altid. Pt er fælleslæsning ’Pippi Langstrømpe’, mens far og Dixon læser ’Farfars store flugt’ og Titan og jeg læser om brandbiler. Og endelig tænder vi iPaden, når vi forlader værelset. Nogle aftener sætter vi godnathistorier på, andre rolig musik eller søvn-hypnotiske meditationer. Der er simpelthen så meget larm rundt omkring vores bolig, at det er en nødvendighed.

Når jeg putter drengene, taler vi altid om, at vi skal mødes i drømmeland. Det var noget Dixon og jeg talte om, længe før lillebror blev født, og med årene har det udviklet sig til, at vi mødes i en luftballon, der flyver op mod den lyserøde himmel og luftballonen er selvfølgelig farvet i regnbuens farver. Og selvom Dixon og jeg siger det til hinanden hver aften, er der noget der tyder på, at Titan ikke helt har fanget det. Forleden, da Dixon sov hos mormor og morfar, puttede jeg Titan og sagde som altid, at vi ses i drømmeland.

Men lige den aften kiggede han på mig og sagde:
”Men mor, maj ik finde daj.”

Og så var det jeg kom i tanke om at ritualer er en skøn ting – altså så længe man husker at inddrage barnet og ikke bare kører på rutinen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *