Vi skal forebygge og turde tale om det, der er svært
læserbrev Karsten Kriegel skrev i sidste uge om TV2-dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’. Jeg er helt enig i hans betragtninger om, at vi som kommune skal gøre, hvad vi kan for at forebygge og helt undgå de tragiske episoder, som vi var vidner til i dokumentaren.

Karsten Kriegel skrev i sidste uge om TV2-dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’. Jeg er helt enig i hans betragtninger om, at vi som kommune skal gøre, hvad vi kan for at forebygge og helt undgå de tragiske episoder, som vi var vidner til i dokumentaren.

Derfor er jeg også glad for, at vi på plejecentre og botilbud i Ballerup Kommune, allerede inden sagerne fra Aarhus og Randers kom frem, har haft fokus på og en åben dialog om et begreb som ’forråelse’. Et begreb som vi desværre så tydelige tegn på i dokumentaren.

For mig skal det være legalt og naturligt for medarbejdere og ledere at tale med hinanden om det, der er svært i det daglige arbejde, og så skal det også være en selvfølge at bede om hjælp og råd. Det skal være helt legalt, at ting kommer frem i lyset og bliver drøftet med kollegaerne.

Vi har i Ballerup Kommune allerede gjort os gode erfaringer i vores arbejde, og i kølvandet på dokumentaren har vi valgt at gå forrest og har inviteret de faglige organisationer til et samarbejde om yderligere fokus på at få skabt fundamentet til en endnu sundere og mere tidssvarende kultur i sundheds- og omsorgsplejen.

Og nej, det handler ikke bare om flere penge til området. Det vi så i dokumentaren handler om manglende respekt, ordentlighed, værdighed, ledelse og en til tider farlig og syg kultur. Når man arbejder med mennesker, så handler det om at have empati, og så handler det om, at man som ansat stiller sig selv spørgsmålet: ”hvordan ville jeg gerne selv behandles, når det en dag er mig, der er afhængig af andres hjælp?”

1 kommentar om “Vi skal forebygge og turde tale om det, der er svært”

  1. Ove Ginness siger:

    En massse forventelige selvfølgeligheder fra Ottesens kant.

    De faglige organisationer kan nok heller ikke bringe megen nytænkning her – de læner sig oftest op ad “det, vi plejer” – Mona Strib var også hurtigt på banen efter TV-udsendelsen med “send flere penge”, og så var det i øvrigt “de andres” skyld.

    Ligesom der findes dårlige kommunalpolitikere, findes der også dårlige plejehjemsmedarbejdere. Øvelsen bør gå ud på at få rekrutteret de rigtige (af begge slags, forstås:-).

    Mange steder har det faktisk været muligt at få fat i rigtig gode medarbejdere til at passe på vores ældre:-))

Skriv et svar til Ove Ginness Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *