Snart klar til omegnens bedste biograf
Biograf-01-33-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jan Boye glæder sig til at få gang i den nye biograf, der for tiden skyder op ovenpå Ballerup Centret. Det bliver, efter hans udsagn ’omegnens bedste biograf’. Foto: Kaj Bonne.
Fremtidsfilm Baltoppen Bio bliver snart historie og en ny moderne biograf tager form på toppen af Ballerup Centret. Men biografdirektør Jan Boye vil tage det bedste fra begge verdener ind i den nye biograf.

Der er helt stille i Baltoppen Bio denne mandag formiddag. Nogle få pensionister sniger sig ind i biografsalen for at se en middagsfilm, men ellers er der fred og ro til at sidde afslappet i sofaerne i foyeren og tale med biografdirektør Jan Boye om film, fremtid og Ballerups nye superbiograf. En biograf, der for tiden materialiserer sig på toppen af Ballerup Centret og som fra februar skal vise de sidste nye film, i de lækreste omgivelser, men stadig have noget af Baltoppens gamle ånd med sig ind i mørket.

”Vi er i en venteposition lige nu. Det handler især om at der ikke er så mange film for tiden. Hele coronasituationen har gjort, at der ikke bliver produceret så mange film, og dem, der bliver lavet, bliver det i lukkede campus, så man ikke får meget at vide om dem. Så vi har ikke særlig meget gang i det for tiden,” siger Jan Boye, der til gengæld lover, at Baltoppen Bio ikke ligger stille, fordi der er en ny biograf på vej.

”Vi brænder for film og det skal være en ordentlig afslutning. Jeg kan i hvert fald sige, at vi har nogle overraskelser på programmet og der vil være noget for enhver smag,” siger Jan Boye, der har lagt sjæl, utallige timer og mange penge i Baltoppen Bio.

Så der er naturligvis en del vemod forbundet med det kommende skifte, men også realisme.

Lækrere og bedre

”Baltoppen er blevet en institution i Ballerup og tusinder er kommet her gennem tiden. Men lokalerne er efterhånden utidssvarende og vi kan ikke hamle op med de store moderne biografer. Det er trods alt en gammel sportshal, der er ombygget. Den nye biograf vil kunne hamle op med BIG og de andre. Jeg vil endda sige, at det bliver BIG 3.0. Vi får endnu lækrere sæder, det bedste indenfor lyd. Alle rækker i alle fire sale bliver lækre, og vi vil endda gøre 1. række til noget helt specielt. Jeg vil ikke afsløre mere her, men det bliver en stor overraskelse,” siger Jan Boye, som vil betegne den nye biograf som ’omegnens bedste biograf’.

”Ballerup er så stor en by, at den fortjener en moderne biograf med alt de bedste. Vi kan få fat i det unge publikum, men vil samtidig have ånden fra Baltoppen med. Så mange af de velkendte arrangementer, som vi har haft i Baltoppen vil følge med over i den nye biograf. Vi brænder stadig for film og det bliver vi ved med,” siger Jan Boye, som er glad for, at Dades som ejer Ballerup Centret, tør og vil investere de mange penge det kræver, at skabe fremtidens biograf i Ballerup, der helt efter planen skal åbne den 11. februar 2021.

Kulturelt fyrtårn

Han afslører samtidig, at man vil kunne drage fordel af gode parkeringsmuligheder i Ballerup Centret og man vil kunne bestille sin billet på digitale standere i Ballerup Centret, når man vil.

”Det skal ikke bare være en biograf, men et kulturelt fyrtårn, der går i spænd med den udvikling af bymidten, som er i gang. Salen vil kunne bruges til Business to Business, fødselsdage, fester og en lang række arrangementer, så det bliver som sagt et kulturhus og samlingssted. Det bliver fremtidens biograf,” siger Jan Boye, der dog ikke endnu vil afsløre navnet på ’omegnens bedste biograf’.

”Der skal også være lidt at vente på. Der vil løbende komme info ud om den nye biograf. Men vi glæder os til at åbne, samtidig med at vi stadig ser frem til at slutte Baltoppen Bios epoke
med et brag,” siger Jan Boye, der for tiden vel nærmest kan kaldes biografdirektøren for det hele.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *