Dukker og samvær i Hedegaven
Dukketeater-1-kopi.jpg
Ungerne fra Hede-Magleparken skabte deres eget dukkeunivers i hele den forgangne uge med hjælp fra kunstnere og et professionelt teater. Foto: privatfoto
Feriesjov Sammen med tre kunstnere skabte børn fra Hede-Magleparken et dukketeater. De byggede både scene og dukker, inden et professionelt teater kom forbi.

”Årrhh, han har noget godt hår, ham dér! Han har virkelig fart på, sådan som det bølger efter ham.”

Drengen der har lavet dukken kigger overrasket på Anders Benmouyal, en af tre billedkunstnere der i uge 31 har bygget dukketeater med en stor gruppe børn i Hede-Magleparken. Dukken har blåt hår, der blafrer fra hovedet.

Drengen smiler genert ned i bordet. Han havde vist ikke selv overvejet hvor dynamisk en frisure han havde givet den lille flamingokugle øverst på træpinden.

”Ja, der er nogen, der bliver overrasket over hvad de kan,” siger Jens Emanuelsen, pædagogisk leder ved Nordlyset, kulturkoordinator i Distrikt Hedegården og en af initiativtagerne til dukketeateret.

”Men vi andre er ikke så overraskede, de skal bare lige have muligheden for at se professionelle gøre det og så selv prøve det. Så går det helt af sig selv.”

Dukker hele ugen

I det lange lokale i Hedegaven sidder ca. 25 børn og maler, modellere, klipper og limer på deres dukker. Indenfor er det Marie-Louise Andersen der er med til at skabe de mange dukker.

”Prøv at lige at se her alle sammen. Sådan her kan man også lave en kappe til sin dukke,” siger hun og viser en dukke med en meget lyserød kappe frem. Børnene kigger og vender så tilbage til det de er i gang med. Limpistolerne gløder.

Mandag til torsdag bygger børnene dukketeateret og laver dukker sammen med de tre kunstnere. Fredag kommer dukketeaterkompagniet Fyret & Flammen og opfører stykket ’Hos H.C. Andersen’.
Inden da bliver der både tid og mulighed for at bruge sine egne dukker i det nybyggede dukketeater.

På den måde er børnene både med til at skabe dukketeateret og opleve den flere hundrede år gamle kunstart. Det er børnekultur for, med og af børn.

Lyserøde stjerner

”Så skal der hjerter på!” Udenfor blæser det, men en gruppe børn maler alligevel på det flotte dukketeater de har bygget dagen forinden. Et lyn, en stjerne og en masse hjerter skal der på. En dreng skærer malertape til, så det fungerer som skabelon, når det skal males. Peter Rørbæk, underviser ved billedskolen på BAMUK vejleder.

”Du skal lige passe på fingrene,” siger han og følger op: ”Men det er du da egentlig ret god til. Hvad farve skal stjernen være?”

Stjernen bliver lyserød og en kammerat har malet lynet ved siden af lyseblåt. Hjerterne, de er selvfølgelig pink.

”Altså, som kunstner, der skal man huske: Har børnene hovedet fuldt af hjerter, jamen så skal der hjerter på! Hjerter må der til,” siger Anders Benmouyal, inden han starter en rundsav, så børnene må holde sig for ørerne.

Fart på Rainbow Dash

Det er blevet frokosttid og Hedegaven tømmes langsomt for børn. Både børn, kunstnere og pædagoger ser glade ud.
”De har puklet uafbrudt i næsten to timer,” siger Marie-Louise Andersen, ”men det kan man ikke mærke på dem.”

Nogle går tilbage til frittidshjemmet, andre fanger plastikænder i vandkaskaden med en bambuspind. Stemningen blandt børnene er høj. Et par forældre har været med og taget del i arbejdet. En del dukker ligger til tørre på en stor træplade.

Men et par dukker er helt færdige. De flyver ind i rummet ved siden af.

”Min hedder Rainbow Dash,” lyder det begejstret fra pigegruppen. Og snart flyver der dukker rundt over borde og stole, ind og ud af Hedegaven, hen over malerspande, værktøj og vandkaskade. Der er virkelig fart på de dukker.

Dukketeaterworkshoppen er skabt i samarbejde mellem Hedegaven og BFO’en på Hedegårdsskolen, og er støttet af billedskolen ved BAMUK og Kulturtjenesten.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *