”Jeg har indset, at politik nytter”
Boligrenovering-07-22-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Kasper Sand Kjær, her på besøg i Grantoften, er stadig overvældet over, at han nu er valgt ind i Folketinget. Det har været et spændende år for den 31-årige socialdemokrat, der også har fået en række spændende udvalgsposter på cv’et Foto: Kaj Bonne
Politik For et år siden blev Kasper Sand Kjær valgt ind i Folketinget for socialdemokratiet som helt ny kandidat, der overtog Mette Frederiksens Ballerupkreds. Det har været et vildt og næsten surrealistisk år for ham, hvor han har lært rigtig meget om politik - og om sig selv.

Den 13. marts 2018 proklamerede Mette Frederiksen, at hun forlod sin faste og mangeårige kreds i Ballerup for at ”flytte” til Nordjylland. Ud gik den store stemmesluger og ind kom et helt nyt og ubeskrevet blad, der på blot et år skulle overbevise vælgerne om, at han var værd at stemme i Folketinget.

Siden gik han på gader og stræder og stemte dørklokker og ved valget den 5. juni 2019 blev 30-årige Kasper Sand Kjær valgt ind med et klart mandat. Nu har han siddet i et år og har fået en hel masse udvalgsposter på sit cv.

Valget har haft stor betydning for ham som politiker og som menneske, og vi tager et servicecheck på personen Kasper Sand Kjær på hans kontor i den ’hemmelige’ fløj på Christiansborg. Et kontor som han har overtaget fra Henrik Sass Larsen.

”Det har vendt op og ned på mit liv. Det er nogle lange dage og især i den her coronaperiode har det været helt vildt.

Denne tid har været historisk at opleve, og jeg tror, at det kommer til at præge vores generationer af politikere. Det er en milepæl, ligesom murens fald, 9/11 og finanskrisen. Men det er jo spændende at være med til at præge dagsordenen,” siger Kasper Sand Kjær.

Tidlig aktivitet

Netop at præge dagsordenen er det, som har drevet ham siden han som 13-årig meldte sig ind i DSU, gik ind i elevrådet og i det hele taget synes, at der var så meget uretfærdighed, at man måtte gøre noget.

”Selv i et så lige land som Danmark, synes jeg i en tidlig alder, at der var ting der var uretfærdige og derfor ville jeg være med til at gøre en forskel. Jeg troede på, at politik skulle nytte noget,” siger Kasper Sand Kjær, som blev formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, hvor han ofte var på Christiansborg for at diskutere ungdommens vilkår med de ’rigtige’ politikere.

Nu sidder han selv på den anden side af bordet og det fylder ham med ydmyghed.

”Når man går rundt og banker på folks dør og beder dem om at stemme på sig, så er det med en stor ydmyghed. Den har jeg i den grad taget med herind. Jeg ved godt, at det er priviligeret og et stort ansvar, for jeg arbejder jo i sidste ende for borgerne i Ballerup. Det husker jeg hver dag,” siger Kasper Sand Kjær, der stadig er lidt overrasket over, at han rent faktisk kom ind og nu er med til at skabe samfundet.

Men det er ikke kun glæde og stor indflydelse. At være valgt ind i Folketinget medføre også et stort arbejdspres og et til tider barsk arbejdsklima.

Slid og trusler

”Vi er hele tiden til rådighed. Uanset hvornår, så skal man kunne træde til. Når ministeren kalder til forhandlinger eller pressen ringer for kommentarer, så er man på. Det er vilkårene. Men jeg har altid kunnet lide at arbejde, så det er ok, men jeg prøver at finde en balance mellem arbejde og fritid, så jeg også får tid til familien. Jeg prioriterer at have tid med min søn, hente ham fra børnehaven og den slags. Så kan jeg arbejde senere,” siger Kasper Sand Kjær, som samtidig også må leve med grimme beskeder og trusler i indbakken.

”Den slags er desværre også et arbejdsvilkår. Jeg vælger at se det som, at det ikke er noget personligt. Men jeg svarer sjældent, for det fører som regel intet med sig. Samtidig må man jo indse, at der er mennesker, som ikke mener, at politikere gør noget for dem. At vi ikke repræsenterer dem, og det prøver jeg faktisk at huske. Derfor vil jeg også gerne ud i samfundet, være tæt på folk, så vidt det er muligt, og vise, at jeg er her og lytter. Vi må ikke komme for langt væk fra folk,” siger han og minder om, at han rent faktisk ikke, modsat hvad nogen tror, har en hær af spindoktorer og taleskrivere, der bærer ham frem. Han gør tingene selv.

Men han kan sagtens se, hvorfor der er folk, der mener, at politikerne er langt væk fra befolkningen.

”Eksempelvis med hensyn til uddannelse. Der er en skævhed i forhold til befolkningen. Der er mange akademikere, også mig selv, i Folketinget. Af princip er det en god diskussion, for vi skal da afspejle samfundet. Men uanset baggrund og uddannelse, så kan ingen vide alt. Fordi man er tømrer og har været det i 30 år, så ved man jo ikke mere om alt muligt andet. Derfor er det vigtigt, at vi er ude i samfundet og lytter. Jeg bliver ofte spurgt, om jeg vil komme ud for at tale. Det vil jeg gerne, men jeg vil hellere komme ud for at lytte. Jeg forstår godt, at folk kan se på os og synes, at vi ikke ligner dem. På mange måder er det da også et priviligeret liv. Men derfor er det vigtig, at vi lytter,” siger Kasper Sand Kjær.

Gode kolleger

Trods lange arbejdsdage og hårde krav har det været en positiv oplevelse at komme ind ’bag murene’ og møde de andre politikere, ogsåselvom man siger, at politik er en hård branche kollegerne imellem.

”Det er et konkurrencepræget miljø, det er klart og når man brænder for sin sag, så er der også følelser involveret indimellem. Det kan ikke undgås. Men for det meste er vi professionelt uenige og med rigtig mange kan vi også sagtens være sammen på tværs af partier og være gode kolleger. Det er positivt og det er også det, man lærer af,” siger Kasper Sand Kjær, der som ung og nyvalgt har en stejl læringskurve. Men han håber, at kunne blive hængende længe endnu på sit kontor.

”Som politiker er man altid kun tre uger (en valgkamps længde, red.) fra en fyreseddel. Men hvis mine vælgere vil, så bliver jeg hængende. Så længe jeg kan gøre en forskel, så vil jeg gerne, det er jo det, der har drevet mig fra begyndelsen. Jeg har stadig meget, jeg skal lære, men jeg har indset, at politik rent faktisk nytter, og derfor er det arbejdet værd,” siger Kasper Sand Kjær, som begynder at sidde lidt uroligt på stolen som et tegn på, at seancen er forbi og at et nyt møde venter i en travl politisk hverdag.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *