Dialog om erhvervsvenligheden
Debat Dansk Byggeris årlige analyse af kommunernes erhvervsvenlighed viser, at der ligger en stor opgave og venter på kommunerne i hovedstadsområdet, når sommerferien er forbi.

Rødovre, Albertslund, Hvidovre, Ishøj og Tårnby er blandt de ti mindst erhvervsvenlige kommuner i hele landet. Og Brøndby, Dragør, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, København, Lyngby-Taarbæk og Vallensbæk ligger alle i den mindst erhvervsvenlige halvdel af landets kommuner. Her er uden tvivl plads til forbedringer.

Heldigvis går det den rigtige vej i flere af hovedstadskommunerne. Eksempelvis har Høje-Taastrup og Frederiksberg taget et stort skridt i den erhvervsvenlige retning.

’Det er, fordi vi har lagt os i selen for at gøre det nemt at drive virksomhed’, lyder det fra Frederiksberg. Jeg håber, at flere kommuner her i hovedstadsområdet deler den ambition, og i Dansk Byggeri kan vi se, at en vedholdende indsats for at gøre kommunens service erhvervsvenlig også giver resultater.

Det kan vi se for eksempel i Ballerup, som både i 2019 og 2020 blander sig med de bedste til disciplinen erhvervsvenlighed. Og selv i Hvidovre, der er træt af placeringen i bunden af listen, ser jeg mange gode tiltag, som kan gøre kommunen mere erhvervsvenlig.

Erhvervsvenlighed handler om at give virksomhederne de bedste betingelser for at skabe vækst og arbejdspladser, og dermed i sidste ende også levere skattekroner til kommunekassen. Lad os hjælpe hinanden med at skrue op for erhvervsvenligheden. Dansk Byggeri Hovedstaden ser frem til at de kommende dialogmøder i alle hovedstadskommunerne, hvor vi blandt andet skal drøfte, hvilke håndtag kommunerne med fordel kan skrue på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *