Sommer i de hvide telte
Covid19-Testcenter-juli-2020-7-copy.jpg
Coronatesten laves ved at man bliver podet med en lang vatpind bagerst i svælget. Det tager kun et øjeblik, og man får svar via Sundhed.dk indenfor 72 timer.
I Covid19-testcentret i Ballerup fortsætter arbejdet med at opspore coronasmittede. Der er dog skruet lidt ned for antallet af besøgende i de hvide telte i disse sommerferieuger.

For tre måneder siden blev det midlertidige Covid19-testcenter etableret i Ballerup Idrætsby. Først blev de hvide telte rejst på grusarealet bag Topdanmark Hallen, men efter nogle uger viste grusunderlaget sig at volde problemer med både støv og vand, og så flyttede testcentret om på parkeringspladsen mellem hallen og superarenaen i stedet.

Her står det stadig – hvor længe ved ingen, da det kommer helt an på udviklingen i coronapandemien.

Men lige nu er der rimelig roligt i de hvide telte. Vi besøger testcentret fredag formiddag, hvor der kun er ganske få ventende; to gående og en enkelt bilist.

”Vi kan godt mærke sommerferien,” konstaterer testteltleder Marianne Steen Andersen, som viser os rundt på pladsen.

”Lige i øjeblikket tester vi mellem 250 og 450 personer om dagen,” tilføjer hun og peger på opslagstavlen foran hendes kontor, hvor der hænger forskellige statistikker fra den seneste uges tests.

Her kan man blandt andet se, at der er færrest, der lader sig teste i weekenden og at der er langt mellem de smittede med coronavirus. I løbet af den sidste uge, er der konstateret fem smittede ud af mere end 2500 testede i testcentret i Ballerup. Det svarer til cirka 0,2 procent – samme billede som ses på landsplan.

Opfordrer til tidsbestilling

I det store, hvide testtelt arbejder fire hold af to eller tre medarbejdere med skiftevis at tage imod gæster, scanne sundhedskort, pode dem i halsen med lange vatpinde og registrere prøverne.

”Vi er en 20-22 på arbejde herude. Det tæller både dem fra Forsvaret, som hjælper ved indgangen, Securitas-vagter, rengøringsmedarbejdere, ledere og dem der poder,” fortæller Marianne Steen Andersen.

Lige nu er der ikke så travlt, så indimellem bliver der også tid til musikquiz eller ordleg på whiteboardet, mens de venter på næste rykind.

”Det kan svinge meget i løbet af dagen. Om morgenen er der som regel lidt kø. Det samme om eftermiddagen. Men her midt på dagen kan der godt være nogle huller, hvor der ikke kommer så mange. Men vi skal jo være klar hele tiden,” tilføjer testteltlederen.

Det hedder sig, at man skal bestille tid på forhånd, men man kan også – i hvert fald i disse sommeruger, hvor der ikke er så travlt – bare komme ind fra gaden og få lavet en test.

”Vi siger ikke nej til nogen, men det er klart, hvis der er travlt, så kan man komme til at vente lidt. Så vi opfordrer til, at folk bestiller tid på forhånd. Der er masser af ledige tider, så som regel kan man få tid samme dag,” fortæller Marianne og understreger, at testcentret i Ballerup kun er for folk uden symptomer.

Hvis man har symptomer som feber, hoste, synkebesvær, vejrtrækningsproblemer og hovedpine skal man i stedet kontakte sin læge, som kan henvise til test på en af sygehusenes testklinikker.

En anderledes arbejdsplads

Størstedelen af medarbejderne i testcentret er unge studerende, som er under uddannelse til læge, sygeplejerske eller bioanalytiker. Derudover er der også et nogle af de fyrede SAS-medarbejdere, som har fået job her.

”Det er en lidt anderledes arbejdsplads, fordi alt foregår udenfor, i telte eller skurvogne. Men det fungerer faktisk rigtig godt – og så er det vel det tætteste vi kommer på festival i år,” griner Marianne, der selv har kontor i en skurvogn som normalt er ’festivalvogn’ og derfor er udsmykket med store noder på endevæggen.

De har også forsøgt at gøre den udendørs ’’frokoststue’’ lidt hyggelig med blomsterkrukker, parasol og nysåede krydderurter.

”Stemningen er god, vi har det sjovt sammen og folk er glade for at være her. Og så er det jo samtidig en vigtig opgave, vi udfører,” siger Marianne.

Antistoftest og shuttlebus

Inden sommerferien lå det daglige antal besøgende i testcentret omkring de 700, som er det, centret i Ballerup er normeret til. Nu bliver det spændende, hvordan det udvikler sig på den anden side af sommerferien, hvor der alt andet lige vil blive mere travlt igen.

”Vi har allerede gjort klar i teltene her ved siden af til antistoftests. Hvornår vi skal i gang med at tilbyde dem, ved vi ikke endnu, men der er i hvert fald klar til det,” fortæller Marianne og lader os kigge indenfor i naboteltet, hvor fire båse er indrettet og klar til blodprøvetagning, når den tid kommer.

Shuttlebussen har sit eget stoppested ved Malmparken Station. Foto: Gitte Lykking

Den eneste ulempe ved at ligge i Ballerup Idrætsby er, at det er lidt svært tilgængeligt, hvis man kommer med offentlig transport. Men det har man løst ved at indsætte en gratis shuttlebus, der kører i pendulfart mellem testcentret og Malmparken Station. Den har lift, så alle kan komme med, og den kører hvert kvarter i tidsrummet 7.45 til 17.15 – hvis der altså er nogle passagerer.

”Jeg synes, det er et rigtig godt tilbud til borgere, der ikke har andre muligheder for transport, og jeg håber, at mange vil bruge bussen,” siger Marianne.

 

FAKTABOKS:

• Testcenter Ballerup ligger i Ballerup Idrætsby på
parkeringspladsen mellem Topdanmark Hallen og Ballerup Super Arena.
• Testcentret er et frivilligt tilbud til alle raske danske borgere og turister, der er fyldt 12 år.
• Åbningstiderne er alle ugens syv dage fra klokken 9 til 17.
• Man kan både gå eller køre i bil ind i selve testcentret.
• Der går gratis shuttlebus i tidsrummer 7.45 til 17.15 mellem Malmparken Station og testcentret i Ballerup.
• Man bestiller tid på www.coronaprover.dk.
• Selve testen foregår ved, at testpersonalet udfører en halspodning med en vatpodepind, som føres ind bagest i munden og samler testmateriale fra det bageste af svælget.
• Podningen er gratis og tager kun et par minutter. Man får svar via Sundhed.dk indenfor 72 timer.
Kilde: Region Hovedstaden

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *