Sort hue til kvikt hoved
Daniel-og-Birgitte-copy.jpg
Daniel Westermann Strandby sprang karakterskalaen og kunne sætte den sorte studenterhue på hovedet. Her ses han ved dimissionen sammen med rektor Birgitte Faber. Foto: Privatfoto
student 2020 Med et snit på 12,4 kan elitebusiness-eleven Daniel Westermann Strandby fra Skovlunde vælge frit på alle uddannelseshylder. Men først vil han være au pair i Schweiz.

19-årige Daniel Westermann Strandby fra Skovlunde kunne forleden fejre afslutningen på tre års intensivt studie på HHX Business Elite på Niels Brock.

Det er et meget krævende studie for unge, der interesserer sig for handel, sprog, økonomi og samfundsforhold – og som gerne vil gøre en ekstra indsats.

Sådan en elev er Daniel. Han valgte at udfordre sig selv mest muligt med hele seks fag på a-niveau (en alm. hhx kræver fire a-fag). Dermed får han mulighed for at gange sit i forvejen flotte snit på 11,7 med 1,06 så han lander på et snit på 12,4.

Forfine sit franske

Det var et mål for Daniel allerede fra start, at han ville have et karaktergennemsnit, der gav adgang til alt. Så da lillesøster Aida på sidste eksamensdag kunne sætte den sorte hue – der er særlig for elever med seks a-fag – på plads på storebror Daniels kvikke hoved, var der stor glæde og stolthed i øjnene på både hovedpersonen selv og familien omkring ham.

Sideløbende med skolen har Daniel arbejdet på et kommunikationsbureau i København, hvor han håber at komme til at arbejde igen i fremtiden. Først skal han dog lige et år til Lausanne i Schweiz, hvor han skal arbejde som au pair og finpudse franskkundskaberne.

Når han skal læse videre på et tidspunkt bliver det enten på CBS eller noget lignende i udlandet, fortæller han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *