Klumme: Det glemte kys
Nicola-sort-hvid-copy-1.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Dixon har fra vuggestue-alderen været ret populær hos pigerne og haft mange bryllupsplaner med mange forskellige gennem årene. Men aldrig har han talt så meget om en enkelt pige, som Mai fra hans klasse.

For nylig var vi var på legepladsen og mødte en lokal pige fra børnehaven. De legede godt og da vi skulle hjem, sendte Dixon hende et luftkys fra cyklen. Herefter råbte pigen:

”Dixons mor. Dixon sendte mig et luftkys og ved du hvad, vi skal være kærester og vi skal kysse også selvom der er Corona.”

”Okay,” svarede jeg og vinkede til den friske pige. Da jeg fortalte Dixon om det, sagde han:

”Men jeg er jo kæreste med Mai. Altså, de dage hun gerne vil.”

Ganske upædagogisk spurgte jeg, om ikke han kunne være kæreste med den lokale pige de andre dage.

”Ej mor, det kan man ikke. Og jeg venter på Mai.”

Og stædig og beslutsom som han er, er jeg faktisk ikke i tvivl om, at han mener det.

En dag jeg hentede Dixon fra skole, var han bemærkelsesværdigt stille. Dog kom der flere ord ud af ham ved puttetid – som der så tit gør.

”Mor, jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke Mai.”

”Hvad forstår du ikke?” spurgte jeg.

”Jeg forstår ikke, hvordan hun hele tiden kan glemme mig. Hun glemte, at hun var kæreste med Jens, da vi var kærester, og da jeg spurgte, om hun kunne huske, at vi havde kysset, sagde hun nej.”

”Nå, da, da,” svarede jeg og vidste faktisk ikke rigtig, hvad jeg skulle svare.

”Men vi har altså kysset og vi er kærester. Altså nogle dage, når Mai vil. Og vi har det så sjovt, når vi leger.”

”Det da bare dejligt skat. Har i leget i dag?”

”Ja,” svarede han og jeg spurgte, om det var sjovt.

”Ja, det var så sjovt, men da jeg spurgte om hun kunne huske, at vi havde kysset, svarede hun nej.”

”Men gør det noget, når du kan huske det?”

”Ja,” udbrød han helt forarget og begrundede det:

”Nu havde jeg lige planlagt min smukke tale til hende.”

”Nå for søren, og hvad handlede den om,” spurgte jeg nysgerrigt og prøvede at holde smilet nede.

”Mai har sagt, at man skal tro på kærligheden, og så ville jeg sige til hende, at hun er min kærlighed.”

”Åhh,” svarede jeg og var både lidt rørt og godt underholdt.

”Men det kunne jeg jo ikke sige til hende, når hun ikke kunne huske, at vi var kærester eller havde kysset,” sagde Dixon tydeligt grublende.

Og det er så der, at det er ekstra svært at være forældre. For mens smilet strammede i mine kinder, kunne jeg se på min dreng, at det virkelig var noget, han tænkte over. Dixon har altid været meget tænksom og moden af sin alder og netop derfor valgte jeg at ignorerer sengetiden og talte videre med ham.

Jeg prøvede at forklare, at det egentlig ikke betød så meget, hvad man kaldte hinanden, men at følelsen var vigtigere. Og lige meget hvad Mai sagde og glemte, så var jeg sikker på, hun syntes, det var lige så sjovt at lege med ham, som han syntes, det var at lege med hende. Så måske skulle han skrue lidt ned for ordene og kærlighedserklæringerne og bare nyde det, når de legede sammen.

Det synes jeg selv var et drøngodt råd og Dixon nikkede da også og så glad ud, da han svarede:

”Så næste gang mig og Mai leger og hun griner, så skal jeg sige, hun er min kærlighed?” spurgte han, mens jeg indså, at hverken kærlighedscoach eller pædagog, er mine specialer.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *