I foråret 2019 besøgte Ballerup Bladet Jacob Kent og Irene Steenberg – også kendt som ’kokken og kunstneren’ på den gamle nedlagte flyvestation Værløse.
Her havde de to iværksættere sat det gamle kasernekøkken og de tilstødende lokaler i stand og åbnet deres økologiske cateringfirma Landkøkkenet samt et lille galleri.
Men det stopper ikke der. For de to havde også længe leget med tanken om at åbne en økologisk café, og i januar kom ideen rigtigt i spil, da parret kunne skrive under på en lejekontrakt for Grantoftegaards gamle gårdbutik.
Corona satte stopper for åbningsfesten
Planen var at åbne med et brag til Grantoftegårds læmmedag i marts. Men så kom corona og vendte alt på hovedet for parret.
Alle arrangementer hos Landkøkkenet blev aflyst og derfor besluttede Irene og Jacob sig for, at åbne caféen alligevel – dog kun med ’to-go’ og med en aftenmenu, som kunne afhentes i caféen.
”Aftenmenuen blev populær og de besøgene gæster i caféen var meget positive over åbningen af en hyggelig, økologisk café i Pederstrup,” fortæller de.
Caféen, som parret selvfølgelig kalder for ’Kokken og Kunstneren’ åbnede midt i april og har siden udviklet sig i takt med genåbningen. To-go-aftenmenuerne er blevet erstattet med lette anretninger, hjemmelavet is, kaffe, økovin og farverig kunst på væggene, og caféens inde- og udeareal er taget i brug ud fra de retningslinier der nu er.
Næste skridt er weekendbrunch og grillarrangementer, som parret lige har sat i søen.
Man kan besøge Kokken og Kunstneren på Grantoftegaard i Pederstrup eller finde dem på Kokkenogkunstneren.dk
Vil lige høre om i laver hjemmebagte æbleskiver hver dag.
M.V.H Ulla 😊