Der er i alt to kunstskattejagter – en i Måløv og en i Ballerup. Hvert skattekort viser vej til de flotte skulpturer rundt omkring i kommunen, og så gælder det om at finde skulpturerne, scanne QR-koderne og løse de opgaver, som bliver stillet undervejs.
Udlevering af skattekort foregår frem til fredag den 7. august på Ballerup Bibliotek, i Skovlunde Kulturhus og i Kulturhus Måløv i åbningstiden. Det er også her, man bagefter får en velfortjent guldmedalje oven på alle strabadserne.
Man kan vælge at gennemføre skattejagten på én dag eller sprede fornøjelserne ud over flere dage. Man skal bare huske at aflevere besvarelsen senest fredag den 7. august på et af de tre biblioteker.
Når man viser sin besvarelse, deltager man samtidig i lodtrækningen om hovedpræmien: En tur i Tivoli med betalt entré og turpas for hele familien (op til fem personer). Man kan deltage i kunstskattejagten i begge byer – der er nemlig en Tivolitur på højkant begge steder.