Klumme: Smil i smilets by
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

”Når jeg flytter hjemmefra, så flytter jeg over til onkel Lars,” udbrød Dixon.

”Tror du ikke lige du skal spørge ham først,” svarede jeg.

”Nej, for jeg skal ikke bo hos Lars. Jeg skal bo i mit eget hus ved siden af. Så skal jeg også have en rød dør og så kan Lars købe alt muligt til mig.”

Hmmm.. Hvis du tænker, at vores kære Dixon lyder som et forkælet barn, så har du ret. I hvert fald blev han forkælet af onkel Lars.

Lige inden landet lukkede, var Dixon på ferie med mormor og morfar. Konkret var de i Århus, hvor mormor er opvokset, og skulle til damefrokost.

Jeg har mange onkler og tanter, men denne onkel Lars er nok den mest omtalte. Han har et byhus midt i Århus i tre etager, hvor de skulle bo. Han har både et stort maleri med Anders And, biografstole i kælderen og en rød hoveddør. Et hjem, der skiller sig ud med smil på læben – ligesom ham selv.

”Mor, de andre i klassen synes ikke det er pænt med guldtand, men når jeg taber en hjørnetand, vil jeg også have en guldtand,” sagde Dixon en dag hvor han proppede en grøn gajol på tanden og efterabede onkels iøjnefaldende tandsæt.

De tre mandfolk havde både været i Den Gamle By og var også kørt til det nye havneområde, hvor de mødte en af Lars’ venner, der havde købt en flødebolle til Dixon. Om aftenen havde Lars spurgt, hvad Dixon ville spise, og da han svarede pizza, fik han det – til trods for at Lars og min far skulle have thaimad.

”Og så kastede han chokolade gennem luften til mig,” forklarede Dixon ekstatisk.

Generelt var forkælelse en stor del af turen. Herhjemme kan Dixon få en en halv liter Harboe-sodavand til hele weekenden. Hos Lars fik han halvanden liter pink Fanta! Han havde den ligefrem med hjem fra ferien, da der stadig var noget tilbage – altså bortset fra brus.

Morfar gik på legeplads med Dixon og om morgenen tog Lars ham med til bageren, hvor han fik lov at vælge et helt sikkert overbetalt minibæger yoghurt.

Forleden kom Dixon med en tus og bad mig tegne et ar på hans arm:

”Ej mor, det der er slet ikke et rigtigt ar. Det skal være sådan her,” sagde Dixon og hev tussen ud af min hånd og tegnede en streg ned til albuen.

”Så stort et ar er der da ingen der har,” svarede jeg.

Men som altid blev jeg sat på plads:

”Jo mor, det har Lars for han har haft hudkræft.”

Og som den tillidsfulde mor jeg er, spurgte jeg min egen mor, der bekræftede det store ar.

Allerede da de var ankommet til byhuset, var Dixon i sit es. I kælderen, hvor der blandt andet er to værelser, var planen, at Dixon skulle sove på gulvet hos mine forældre. Men da han så der var et ledigt værelse, udbrød han bestemt:

”Der vil jeg sove.”

Og det gjorde han så. Han tænkte selvfølgelig ikke over, at der ikke var sengehest på sengen, så om natten havde min kære far hørt et ordentlig brag og fisket Dixon, som selvfølgelig sov igennem det hele, op fra gulvet.

De nåede også en tur på kunstmuseet Aros, som er kendt for den store statue af en dreng og regnbuen på toppen.

”Den der dreng var meget, meget stor og jeg blev lidt bange,” forklarede Dixon, ligesom han var blevet højdeskræk i regnbuen og næsten maste mormors hånd.

Alligevel havde oplevelsen inspireret ham, for da skolen åbnede under coronaen, var en af lektierne at sende et brev, til en man savnede. Overraskende kom Dixon hjem med et brev til onkel Lars, som jeg fik besked på at poste. I brevet stod der:

”Kære Lars. Jeg håber, vi to kan køre i den gamle by og køre i bil til regnbuen og ud og fiske. Fra Dixon.”

Og netop det beviste for mig, at forkælelse er dejligt, men samvær trumfer alt – og heldigvis for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *