Klumme: Glæden ved samsening
Nicola-sort-hvid-copy-1.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

”Så skal du altså også se med mor?”

Hmmm … jeg havde lyst til at svare, at jeg faktisk ikke gad se ’Lego Ninjago’. Jeg er ikke til tegnefilm, og al det der ninjahalløj er bare ikke mig. Men inden jeg overhovedet nåede at finde på en dårlig undskyldning, havde Dixon hentet min kaffekop og stillet den på sofabordet. Så jeg satte mig ved siden af ham, mens han rykkede tæt på mig. Han lænede sig ind mod mit bryst og mens jeg kiggede på skærmen og syntes at talende slanger med både arm og ben var et meget mærkeligt koncept, nød jeg nærværet.

Det var søndag morgen, klokken var lidt i 7 og både min mand og Titan sov. Dixon talte løs om hvad serien handlede om, og mens vi så de små Lego-mænd kæmpe som ninjaer, indså jeg, at netop det afsnit af serien handlede om at finde frem til det særlige, som man er skabt til at lave og som gør en glad.

Jeg havde selv lige siddet og bladret jobannoncer forinden og blev ekstra ramt, da Dixon sagde:

”Alle har et særligt talent mor. De skal bare turde gøre det, de er skabt til.”

Da jeg var ung kvinde, kørte den velkendte serie ”Beverly Hills 90210” og jeg var selvfølgelig trofast seer. Det interessante er, at min mor også var det. Jeg husker lige så tydeligt, at vi sad på mine forældres seng og så serien på deres relativt lille soveværelse-tv. Den gang var fjernsynene jo noget mindre, men det var aldrig noget, der generede nogen af os. Jeg husker bare, at jeg altid glædede mig til at se den – og se den med min mor.

Dengang antog jeg, at min mor og så syntes, det var en fantastisk serie, og at det var hyggeligt at se den sammen. Det sidste ved jeg er korrekt, men med alderen har jeg indset, at min mor slet ikke var så betaget af serien, som jeg troede. Hun tog faktisk blot et bevidst valg om at se med. Et valg om at dele noget med mig – på mine præmisser.

I dag forstår jeg, hvor klog og givende den beslutning var. Min mor og jeg er så heldige, at vi altid har kunne tale godt sammen. Og at kunne tale om den serie og de klassiske problematikker og udfordringer som den viste, gjorde os bare tættere. Måske den endda hjalp min mor til at forstå mit til tider overfladiske teenageliv, da hendes egen teenagetid var ganske anderledes og præget af alvor.

I dag nyder mange familier, at alle medlemmer har hver deres skærm, hvor de kan se lige præcis det, de hver især vil, når de vil. Jeg husker jo dengang, hvor der kun var to kanaler på fjernsynet og et kedeligt prøvebillede, når man tændte fjernsynet i utide. Dengang, hvor vi nærstuderede tv-programmer, glædede os til den gode film søndag aften, og hvor mine brødre og jeg sloges om, hvem der bestemte over kanal-valget.

Så jeg er uden tvivl fan af de nye digitale skærmmuligheder. Men desværre distancerer det os også fra hinanden liv. Samsening – altså det at sætte sig ned og se noget sammen – er en sjældenhed. Men os voksne kan jo stadig vælge at se med.

Da min yngste bonusdreng begyndte på skydespil, blev jeg udfordret. Jeg forstod det virkelig ikke. Men jeg satte mig nogle gange ind til ham og så ham spille. Og når jeg gjorde det, fortalte han altid meget begejstret om spillet. Og det er netop dét, jeg prøver at huske mig selv på. Uanset alder, er det altid skønt at dele sin begejstring med en, der lytter, og som voksne, er det faktisk en luksus at blive inviteret ind i børns verden. Og når vi hører, hvad de egentlig siger, indser vi som regel, at børnene kan lære os lige så meget, som vi kan lære dem. Skærm eller ej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *